Det er fortsat ikke lykkedes Falck at tjene penge på at drive lægehelikoptervirksomhed i Danmark. Sidste år gav Falcks danske helikopterselskab, Falck DRF Luftambulance, et underskud på næsten en halv million kr., og der måtte endnu engang tilføres kapital til selskabet. Samtidig er den tyske partner, DRF, ude af ejerkredsen, og Falck satser tilsyneladende i stedet på et samarbejde med en svensk partner.
Falck DRF Luftambulances bruttofortjeneste steg i 2012 til 8,1 mio. kr. – mod 6,6 mio. kr. i 2011. På bundlinjen resulterede det i et underskud på 428.000 kr., der dog også er en forbedring i forhold til forrige års underskud på 1,7 mio. kr.
Hidtil er Falck DRF Luftambulance blevet drevet som et joint venture mellem Falck og den store tyske lægehelikopteroperatør DRF. Selskabet står for driften af lægehelikopteren i Ringsted og helikopteren i tyske Niebøl, der dækker Sydjylland. Nu er DRF imidlertid ude af ejerkredsen, og selskabet har for kort tid siden skiftet navn til Falck Luftambulance. Samtidig er repræsentanterne for DRF udtrådt af bestyrelsen for Falck Luftambulance, og Falck har tilført kapital til selskabet, der ved udgangen af 2012 havde en negativ egenkapital på 1,4 mio. kr.
Falck er blevet prækvalificeret til at byde i det kommende udbud af driften af den landsdækkende lægehelikoptertjeneste, der kommer til at bestå af tre lægehelikoptere. Det er imidlertid sket gennem et nyt selskab, Falck Air Ambulance, der er ejet ligeligt af Falck Danmark og svenske Scandinavian Air Ambulance Holding. Falck Air Ambulance vil i dette udbud desuden indgå i samarbejde med underleverandørerne Scandinavian Medicopter og Falck Danmark, ligesom Falck Luftambulance også skal fungere som underleverandør. Scandinavian Medicopter har kontrakt om levering af helikopterberedskab til udførelse af HEMS-operationer fra seks baser i Sverige og tre baser i Finland.