Falck har tabt den klagesag, som redningskorpset indledte mod Region Syddanmark, efter at Falck i august 2014 tabte ambulanceudbuddet til BIOS og Responce. Klagenævnet for Udbud mener ikke, at Region Syddanmark har handlet usagligt i sagen, ligesom det ikke var et væsentligt problem, at der var rod i BIOS’ referenceliste. Regionen mener, at al diskussion om ambulanceudbuddet nu må stoppe.
Falcks ene hovedsynspunkt i klagesagen var, at bedømmelsen af kvaliteten af Falcks tilbud i relation til en række konkurrenceparametre i udbudsbetingelserne om blandt andet måden, som børn ville blive transporteret i ambulancer, de tilbudte køretøjers accelerationsevne, bremseegenskaber og motorstørrelse samt fastholdelse og rekruttering af personale, ikke var korrekt.
Klagenævnet for Udbud udtalte om disse klagepunkter indledningsvis, at klagenævnet efter fast praksis alene kan tilsidesætte det skøn, som regionen har udøvet ved bedømmelsen af tilbudsgivernes opfyldelse af kvalitative kriterier, hvis regionen åbenbart har overskredet den vide grænse, der gælder for regionens evalueringstekniske skøn, eller har handlet usagligt. Klagenævnet kan således ikke erstatte regionens skøn med sit eget.
Klagenævnet fandt herefter, at Region Syddanmark ikke åbenbart havde overskredet det (vide) skøn, der tilkom regionen, eller i øvrigt handlet usagligt ved bedømmelsen af Falcks tilbud.
Region bad om yderligere oplysninger
Falcks andet hovedsynspunkt var, at Region Syddanmark skulle have afvist tilbuddene fra de to andre tilbudsgivere, som havde vundet de fire delaftaler, som ukonditionsmæssige. Ifølge Falck havde de to andre tilbudsgivere ikke opfyldt nogle krav i udbudsbetingelserne vedrørende dokumentation af teknisk egnethed i form af referencer fra lignende opgaver.
Regionen havde valgt at indhente de oplysninger, som regionen mente manglede i de to tilbud, om hvilket år nogle omsætningstal for referenceopgaver vedrørte. For BIOS’ vedkommende havde regionen også spurgt selskabet, hvilken kunde en referenceopgave var udført for, da regionen havde anset tilbuddet for uklart på dette punkt.
Falck mente for det første, at den indhentelse af yderligere oplysninger, som regionen havde foretaget, overskred rammerne for, hvad der lovligt kan indhentes af supplerende oplysninger fra en tilbudsgiver. Klagenævnet fandt imidlertid, at regionen havde været berettiget til at indhente de supplerende oplysninger om årstal for omsætningstallene.
Uklarhed om kunde var ikke et problem
For så vidt angik oplysningen om hvem referencekunden var, mente klagenævnet, at det, som det indleverede tilbud så ud, var klart, hvem kunden var. Allerede af den grund, var det ikke et udbudsretligt problem, at regionen havde indhentet en yderligere (overflødig) oplysning om kundens identitet fra BIOS. Klagenævnet bemærkede i den forbindelse, at ordregivere som Region Syddanmark for at sikre ligebehandling af tilbudsgiverne må acceptere, at tilbudsgivere, der (som det gjaldt BIOS’ hollandske moderselskab) opererer i andre lande, hvor de retlige rammer er anderledes end i Danmark, ikke nødvendigvis kan indlevere oplysninger af nøjagtigt samme indhold og karakter som danske tilbudsgivere.
Falck var for det andet af den opfattelse, at svaret fra BIOS, som regionen havde bedt om at komme med yderligere oplysninger om referencekunden, var så uklart, at regionen i hvert fald på det tidspunkt skulle have afvist tilbuddet. Under alle omstændigheder mente Falck, at de oplysninger om kundeforholdet, som fremkom efterfølgende i forbindelse med klagesagen, gjorde det så meget mere uklart, om kravene til referencekunder i udbudsbetingelserne var opfyldt, at det var ulovligt, at Region Syddanmark indgik kontrakt med den pågældende tilbudsgiver.
Klagenævnet fandt, at det også efter modtagelsen af de supplerende oplysninger var klart, hvem kunden var – og at kravene til dokumentation af teknisk egnethed var opfyldt. De oplysninger, som var kommet efterfølgende, gav heller ikke anledning til en sådan mere betydelig tvivl om identiteten af kunden eller om tilbudsgiverens tekniske egnethed, at Region Syddanmark ikke lovligt kunne indgå kontrakt BIOS.
Region: Nu må al diskussion om udbud være slut
”Vi er selvfølgelig tilfredse med, at klagenævnet har afvist Falcks klage. Det viser, at vi har fulgt de regler, der er omkring et udbud. Og at vi har givet alle, der bød på opgaven med at køre vores ambulancer en fair og korrekt vurdering af deres tilbud. Det korte af det lange er, at Falcks tilbud var for dyrt her i regionen”, siger formanden for det præhospitale udvalg i Region Syddanmark Thyge Nielsen (V).
”Med klagenævnets afgørelse må al diskussion om ambulanceudbuddet være slut. Nu må vi give BIOS og Responce ro til at forberede den store opgave, de skal løse fra 1. september i år#, siger Thyge Nielsen.
Falck: Vi tager afgørelse til efterretning
Hos Falck anerkender man Klagenævnet for Udbuds grundige gennemgang af ambulanceudbuddet. Men samtidig undrer Falck sig over regionens bedømmelse af Falcks kvalitet og leveringssikkerhed som middelmådige.
“Vi var godt klar over, at Klagenævnet for Udbud kun sjældent tilsidesætter udbyderes faglige skøn. Men af hensyn til senere udbud ønskede vi en juridisk afklaring af en række forhold. Den er vi tilfredse med at have fået, og vores jurister går nu i gang med at nærlæse kendelsen”, siger redningsdirektør Lars Vester fra Falck.
Siden Falck indleverede sin klage til Klagenævnet for Udbud, har yderligere to regioner, Region Hovedstaden og Region Sjælland, gennemført udbud af ambulancedriften. Dermed har alle danske regioner haft deres ambulancetjeneste i udbud og i den forbindelse bedømt Falcks kvalitet og leveringssikkerhed.
“Vi kan konstatere, at Region Syddanmark har bedømt vores indsats betydeligt ringere end samtlige andre regioner. Uagtet at klagenævnet ikke går i rette med Region Syddanmarks skøn, undrer regionens bedømmelse os nu endnu mere. For vores reddere i Region Syddanmark har jo modtaget samme solide uddannelse og har samme høje kvalifikationer, som deres Falck-kolleger i resten af Danmark”, siger Lars Vester.
I Region Syddanmark scorede Falck 71 procent af det maksimalt mulige antal point på kriteriet “Kvalitet”. Til sammenligning lå kvalitetsbedømmelsen på 85 procent eller højere i de øvrige regioner.
Og når det gælder kriteriet “Leveringsikkerhed” scorede Falck blot 65 procent i Region Syddanmark, mens bedømmelsen af det samme kriterium lå mellem 90 og 100 procent i de øvrige regioner.