Falck stiller med ambulancer ved håndbold-EM

Falck er medspiller ved EM i herrehåndbold, der afvikles frem til 26. januar 2014, men redningskorpset håber på ikke at komme på banen. Falck har nemlig indgået et samarbejde med Dansk Håndboldforbund, og stiller med ambulancer, som vil være til rådighed under EM-kampene, hvis der skulle blive brug for dem.

”Det er sjældent, at man indgår et samarbejde, hvor man faktisk håber, at det ikke bliver til noget. Men til gengæld ved vi, at vi med aftalen med Falck, er rigtig godt dækket ind, hvis uheldet skulle være ude”, siger Ulrik Wilbek, der er landstræner og sportschef i Dansk Håndboldforbund.

Lars Vester, redningsdirektør i Falck, er glad også for samarbejdet med håndboldforbundet: ”Tilskuere og spillere er sikret den bedste oplevelse, hvis trygheden er i top, og det vil vi gerne være med til at bidrage til. I Falck glæder vi os over at være med til at skabe trygge rammer ved EM i håndbold”, siger Lars Vester.

Falck har tidligere stillet med ambulancer til sportsevents som U21 EM i fodbold i 2011 og EM i Volleyball i 2013.

Annonce