Inden udgangen af i år vil indbyggerne i Sri Lankas hovedstad, Colombo, få mulighed for at tegne abonnement på akut ambulancehjælp fra Falck. Det danske redningskorps forventer sammen med partneren Med1, at private abonnenter vil gøre det muligt at sende omkring 20 ambulancer, lægebiler og lægemotorcykler på gaden og at ansætte omkring 100 medarbejdere.
Sri Lanka er det 35. land, hvor Falck planter flaget, og det sker gennem købet af 50 procent af det nystartede redningsselskab Med1, der har base tæt ved hovedstaden Colombo. Selskabet, der blev stiftet i 2011, har i dag 26 medarbejdere, men de to partnere forventer altså, at man kan mangedoble medarbejderstaben.
”Partnerskabet mellem Med1 og Falck vil ikke kun gøre os i stand til at implementere en førsteklasses ambulance- og lægeservice; det vil også sikre, at vi fremover har de nødvendige ressourcer og kapaciteten til udvide vores service i Sri Lanka. Vores mål er at skabe en kvalitetsservice, der også er til at betale”, siger Donnie Woodyard Jr., der er direktør for Med1.
“Vi ser partnerskabet i Sri Lanka som en platform for yderligere ekspansion i Asien”, siger Anders Delcomyn Larsen, der er Executive Vice President for Falck i Europa og Asien.