Falck skal nu også køre ambulancer i Tyskland

For anden gang går Falck nu ind på det tyske marked for ambulancekørsel. Det sker gennem købet af ambulanceselskabet Krankentransport Herzig, der er hjemhørende i Hamm i Nordrhein-Westfalen. Selskabet har 80 ansatte og 20 køretøjer, og med udgangspunkt i det nye selskab forventer Falck at deltage i udbud af ambulance- og sygetransportopgaver i Tyskland i den kommende tid, ligesom Falck ikke udelukker yderligere opkøb.

Falck oprettede i 1954 sin første autohjælpsstation i Tyskland, og i 80’erne blev autohjælpsaktiviteterne udvidet til også at omfatte ambulancekørsel i Hamburg. Efter Balticas køb af Falck blev først ambulanceaktiviteterne og derefter også autohjælpen imidlertid afviklet, og Falck forlod helt Tyskland. Men nu starter Falck altså forfra med overtagelsen af Krankentransport Herzig.

I Tyskland udføres størstedelen af ambulancekørslen af det offentlige, eventuelt i samarbejde med hjælpeorganisationer som Røde Kors. “Vi ønsker at vise de tyske beslutningstagere og de tyske borgere, at Falck står for kvalitet af højeste karat og driver moderne arbejdspladser på redningsområdet”, siger Klaus Runggaldier, der er adm. direktør for Falck i Tyskland.

Krankentransport Herzig blev stiftet i 1949 og udfører årligt omkring 30.000 kørsler. Den hidtidige adm.direktør og ejer, Dieter Herzig, fortsætter med at arbejde i selskabet efter Falcks overtagelse.

Chefen for Hamms kommunale brandvæsen, Wilhelm Tigges, ser Falcks overtagelse af det ellers hæderkronede selskab som en stor fordel for Hamm. “Fremover vil en særdeles erfaren og økonomisk stærk organisation i samarbejde med Hamms brandvæsen håndtere de vigtige redningsopgaver i byen. Både Hamm, byens borgere og de nye Falck-medarbejdere vil nyde godt af overtagelsen”.

Annonce