Falck skal have 30 mio. kr. mere end konkursramt konkurrent

Torsdag overtog Falck med kort varsel ambulancekørslen i Region Skåne, efter at regionens primære ambulanceentreprenør, Sirius Humanum, var gået konkurs. Men konkursen bliver dyr for Region Skåne, der over de næste 1½ år må betale Falck omkring 30 mio. svenske kr. mere end, hvad Sirius Humanum ellers skulle have haft.

Konkurrencen på det svenske marked for ambulancekørsel er hård, og det har ført til pres på priserne og dårlig økonomi hos de private ambulanceoperatører, som konkurrerer om de offentlige ambulancekontrakter.

For Sirius Humanum blev kontrakten med Region Skåne en økonomisk katastrofe, som nu har kostet koncernens skånske datterselskab livet. Derimod fortsætter koncernen med at udføre både ambulancekørsel og sygetransport i andre dele af Sverige.

Angiveligt har Sirius Humanum tabt omkring 60 mio. svenske kr. i Skåne, men selskabet mener selv, at det er udefrakommende omstændigheder, som har gjort kontrakten til en underskudsforretning. Sirius oplyser således, at antallet af ambulancekørsler alene i år er steget med 11 %, uden at kontrakten med Region Skåne har givet mulighed for at kompensere Sirius for det stigende ressourceforbrug. Men også stigende lønudgifter og udgifter som følge af skærpede arbejdsmiljøkrav har ifølge Sirius påvirket økonomien så meget, at omkostningerne er steget med omkring 13 mio. svenske kr.

Den eneste tid har Sirius Humanum forhandlet med Region Skåne om en forhøjelse af betalingen, men regionen har fastholdt det aftalte prisniveau. Og det har så fået Sirius til at konstatere, at der ikke vil være udsigt til, at de skånske aktiviteter bliver lønsomme – og at moderselskabet ikke har mulighed for at tilføre mere kapital til det kriseramte selskab. Torsdag morgen begærede Sirius Humanum Ambulans AB derfor sig selv konkurs ved retten i Stockholm.

Udsigten til, at 50 ambulancer ikke længere kunne bemandes, fik Region Skåne til at handle hurtigt, og torsdag formiddag kunne regionen præsentere en ny kontrakt med Falck, der overtager de 50 ambulancer og 300 ansatte i Malmö, Trelleborg, Svedala, Helsingborg, Höganäs, Ängelholm, Kristianstad, Hässleholm og Simrishamn. Kontrakten er indgået uden udbud, hvilket ifølge regionen er muligt, når der er tale om en nødsituation, hvor patientsikkerhed er i fare.

Falck skal nu stå for ambulancekørslen i hele Region Skåne, hvor man hidtil kun har haft kontakt på et enkelt af de fire ambulancedistrikter. Den nye kontrakt gælder for 1½ år, og Falcks pris for denne periode ligger 30 mio. svenske kr. over, hvad regionen skulle have betalt Sirius Humanum.

Annonce