Falck skal drive sygeplejeklinik på Femern-byggeplads

I forbindelse med byggeriet af Femern Bælt-tunnelen har Falck åbnet en sygeplejeklinik på selve tunnelbyggepladsen øst for Rødbyhavn. Sygeplejeklinikken åbnede i januar med en behandlersygeplejerske og en anæstesisygeplejerske, der også er paramediciner. Klinikken vil være bemandet mandag-lørdag.

Klinikken er led i en aftale med tunnelkonsortiet Femern Link Contractors (FLC) og bygherren Femern A/S, som har fokus på forebyggelse af skader og sygdom hos de mange ansatte, der arbejder på byggeriet frem mod åbningen af tunnelen i 2029.

Sygeplejeklinikken er et supplement til det offentlige sundhedsvæsen, der giver medarbejderne på byggepladsen en nemmere adgang til sundhedsydelser samt hjælp til forebyggelse af skader og sygdom. Samtidig øger klinikken sikkerheden på selve tunnelbyggepladsen med sundhedsfagligt personale, der kan yde førstehjælp på stedet.

”Det er vigtigt for FLC, at vi skaber et trygt og sikkert arbejdsmiljø, og etableringen af sygeplejeklinikken er endnu et tiltag for at øge sikkerheden for de mange tunnelarbejdere og funktionærer, der har deres daglige gang på byggepladsen i Rødbyhavn. På samme tid styrker vi indsatsen for at forebygge såvel skader som sygdom”, fortæller Carsten Charly Hansen, der er health & safety manager i FLC.

Annonce