Falck skal drive fem lægehuse i Nordjylland

I de næste minimum fire år skal Falck stå for driften af lægehusene i Hurup, Frøstrup, Brovst, Dronninglund og Frederikshavn, mens konkurrenten Nordic Medicare skal drive lægehuset i Thisted. Det er resultatet af et udbud i Region Nordjylland, der er ramt af akut mangel på praktiserede læger. Med udbuddet bliver 25.000 borgere sikret lægedækning.

Regionsrådet i Region Nordjylland har i denne uge besluttet, hvem der de kommende år skal stå for driften af almen praksis i regionsklinikkerne på de ni lokaliteter, som var en del af det hidtil største samlede udbud af drift af almen praksis i Danmark. Resultatet blev, at Nordic Medicare skal stå for driften af klinikken i Thisted, mens Falck Lægehuse skal stå for driften af fem klinikker. De tre klinikker i Pandrup, Hjørring og Hadsund faldt ud af udbuddet, da der er fundet løsninger med praktiserende læger.

”Det er glædeligt, at vi nu har sikret knap 25.000 borgere lægedækning. Især glæder jeg mig over, at det for tre klinikker er lykkedes at finde en løsning, hvor de praktiserende læger kan tage de omkring 10.000 patienter på overenskomstmæssige vilkår. Det har hele tiden været vores foretrukne løsning, og vi ser det som meget positivt, at de praktiserende læger har budt sig ind lige til det sidste”, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

I Pandrup overtager to læger klinikken og patienterne. I Hjørring og Hadsund har eksisterende lægepraksis åbnet op for tilgang og tager regionsklinikkernes patienter ind. Selve udbuddet kom således kun til at omfatte seks klinikker med omkring 15.000 patienter. I de næste minimum fire år skal Falck Lægehuse stå for driften af klinkkerne i Hurup, Frøstrup, Brovst, Dronninglund og Frederikshavn, mens Nordic Medicare skal drive klinikken i Thisted.

”Jeg er helt tryg ved, at de nok skal løfte opgaven. Det giver en kontinuitet for borgeren, at tilbuddet strækker sig over en længere periode, og samtidig skal tilbudsgiverne sikre, at borgeren i størst muligt omfang har adgang til samme læge. Naturligvis havde vi hellere set, at det havde været muligt at tiltrække praktiserende læger på overenskomstmæssige vilkår, men da det ikke har været muligt, har vi nu fundet frem til en god løsning for borgerne”, siger Ulla Astman.

Udover Falck Lægehuse og Nordic Medicare havde Aleris-Hamlet og Aver & Lauritzen budt på opgaven. Alle firmaer afgav tilbud, der konditionsmæssigt levede op til mindstekravene. De to førstnævntes tilbud var dog mest fordelagtige set i forhold til økonomi og øvrige tildelingskriterier.

Der skal nu underskrives kontrakter med de to firmaer, som derefter har frem til 30. september 2015 til at gøre klar til at overtage driften af de nye regionsklinikker. 1. oktober 2015 overtager de driften i minimum de næste fire år. Kontrakterne er uopsigelige i fire år for både regionen og leverandørerne, hvorefter de kan opsiges af begge parter med seks måneders varsel.

Annonce