Falck skal drive endnu et lægehus

Falck Lægehuse skal fra 1. april 2018 og mindst tre år frem drive lægeklinik i Hvidbjerg på Thyholm. Det er Region Midtjylland, som netop har valgt Falck Lægehuse til at overtage driften af klinikken på Sønderlandsgade 5 i Hvidbjerg efter læge Jens Ginnerup Andreasen. Med aftalen er borgerne på Thyholm sikret lokal lægehjælp i mindst tre år.

”Vores førsteprioritet er altid at få en praktiserende læge til at overtage klinikken. Når det ikke var muligt, er jeg glad for, at vi med aftalen kan fastholde lægehjælpen i nærområdet”, siger Annette Roed, formand for udvalget for Nære Sundhedstilbud i Region Midtjylland.

Aftalen med Falck Lægehuse gælder for tre år og kan forlænges med et år. Når aftalen udløber, vil regionen igen sende driften af lægeklinikken i udbud.

”Mit håb er, at en eller flere læger til den tid står klar til at overtage klinikken”, siger Annette Roed.

Falck Lægehuse ansætter læger til at drive klinikken i Hvidbjerg. Aftalen rummer bl.a. krav om, at patienterne får tilknytning til en læge i længere perioder.

Praktiserende læge har overtaget i Sunds

I Sunds ved Herning har Falck Lægehuse drevet lægeklinik for Region Midtjylland i 2015-2017. To læger har netop overtaget klinikken efter et nyt udbud.

”Regionen har været godt tilfreds med, hvordan Falck Lægehuse har drevet klinikken i Sunds. Det har vist sig, at vi ved at fastholde den lokale lægeklinik har banet vejen for at afsætte klinikken til en blivende læge”, siger Annette Roed.

Annonce