Falck sender 30 ambulancer til Ukraine, Moldova og Polen

Falck donerer 30 ambulancer til Ukraine og dets nabolande, hvor ambulancerne skal indgå i de lokale beredskaber og håndteringen af tilskadekomne borgere og flygtninge. 60 frivillige brandfolk samt ambulance- og assistancereddere fra Falck kører fredag ambulancerne til Polen, hvor de overdrages til de lokale beredskaber.

Efter dialog med de danske beredskabsmyndigheder har Falck besluttet at donere 30 ambulancer til at hjælpe tilskadekomne i krigsområdet og de uroprægede områder i og omkring Ukraine. Det forventes, at kolonnen af ambulancer kører fra Danmark i løbet af fredag den 4. marts 2022, med forventet ankomst til Polen natten til lørdag eller tidligt lørdag morgen.

60 frivillige medarbejdere fra Falcks brand-, ambulance- og assistanceorganisation kører fredag ambulancerne fra Danmark til Lublin i det sydøstlige Polen. Størstedelen af ambulancerne overdrages her til de lokale myndigheder, mens Falck-medarbejdere fra Polen sørger for, at syv af ambulancerne transporteres videre til Moldova, hvor de her vil indgå i de lokale beredskaber.

”Det er en frygtelig situation, vi er vidne til i Ukraine. Vi vil gerne hjælpe, og derfor har Falck besluttet at donere 30 ambulancer til beredskaberne i og omkring Ukraine, så de har udstyr og mulighed for at tage hånd om de tilskadekomne. Jeg er overvældet over vores medarbejderes dedikation til at hjælpe – over 500 medarbejdere har frivilligt tilbudt at hjælpe med at køre ambulancerne til Polen, hvilket også gør et utroligt stort indtryk på mig”, siger Jakob Riis, der er adm. direktør i Falck.

Annonce