Falck og Samariten går glip af stor ambulancekontrakt i Skåne

Den fremadstormende ambulanceoperatør Premedic har vundet udbuddet af en stor ambulancekontrakt i Region Skåne. Kontrakten har en værdi på ca. 150 mio. svenske kr. om året, og i udbudsrunden slog Premedic danske Falck. Samariten, der i dag varetager opgaven, fik diskvalificeret deres tilbud.

Egentlig havde Region Skåne besluttet, at al ambulancekørsel skulle hjemtages. Men regionen har skiftet mening, og i stedet ønsker regionen nu en kombination af privat og offentlig drift, så man løbende kan sammenligne de to driftsformer. Desuden har regionens egen ambulancetjeneste i perioder haft store problemer med bemandingen, særlig i sommermånederne.

Den forholdsvis nye ambulanceoperatør Premedic varetager ambulancekørslen i det nordøstlige ambulancedistrikt. Premedics kontrakt løber her til 2023. Hidtil har Samariten – der blev berømt efter et mislykket forsøg på at komme ind på det danske marked – haft ambulancekørslen i det midtskånske ambulancedistrikt, og det er den kontrakt, som nu har været i udbud.

Resultatet af udbuddet blev, at Premedic tildeles kontrakten, der har en værdi på ca. 150 mio. svenske kr. om året. Falck havde også budt på opgaven, men blev altså slået af Premedic. Samariten havde ligeledes afgivet et tilbud, men det blev diskvalificeret, da det ikke levede op til kravene i udbuddet. Det samme var tilfældet for tilbuddet fra den mere ukendte ambulanceoperatør MACC Ambulans.

Kontrakten træder i kraft den 1. februar 2021 og løber til den 31. januar 2026, dog med mulighed for forlængelse i op til to år.

Annonce