Falck og Amtsrådsforeningen har afbrudt forhandlingerne om en ny standardaftale om ambulancekørsel. Det et sket som en direkte følge af forårets kendelse fra Klagenævnet for Udbud, som fastslog, at amterne fremover skal sende ambulancekørselen i udbud. Kendelsen betyder, at amterne ikke længere bare kan forhandle en aftale med Falck – opgaven skal ud i et offentligt udbud.
Amterne skal i den kommende tid tage stilling til, om de skal udbyde opgaven hver sig, om de skal de gå sammen om regionale udbud eller om der kan laves et samlet udbudsmateriale, der ikke strider med konkurrencelovgivningen.
Standardaftalen om ambulancekørsel har i en årrække dannet grundlag for alle aftaler mellem Falck og de enkelte amter om ambulancekørsel. Falck og Amtsrådsforeningen har forhandlet de generelle vilkår indenfor afregning, uddannelse, materiel, servicekrav osv., hvorefter de enkelte amter i deres aftaler med Falck har suppleret med lokale krav til bl.a. responstider. Efter ønske fra en række amter begyndte Falck og Amtsrådsforeningen i 2002 at forhandle om en ny standardaftale. Det skete efter en periode, hvor Falck i medierne var blevet beskyldt for at sende for mange køretøjer afsted til især færdselsulykker og for at bruge for lang tid på opgaverne. I den nuværende standardaftale er Falcks betaling for en opgave afhængig af antallet af køretøjer, reddernes tidsforbrug og antallet af kørte kilometer, og ifølge amterne giver det ikke Falck et incitament til at løse opgaverne så billigt som muligt for amterne. Derfor ønskede man en ny afregningsmodel, der i højere grad skulle være baseret på faste priser.
Og redningsdirektør Allan Søgaard Larsen fra Falck fortæller, at amterne og Falck faktisk var tæt på at være enige om en ny afregningsmodel, som skulle være en kombination af en fast og variabel betaling, hvor 60% af betalingen skulle være fast og knyttet til beredskabet, mens de øvrige 40% skulle være en variabel betaling knyttet til antallet af udrykninger. Betalingen til Falck skulle således ikke længere afhænge af antallet af køretøjer eller tidsforbruget. Dog ville der i den nye aftale blive indarbejdet en reguleringsmekanisme, hvor man opgjorde afstanden fra patientens bolig (eller skadestedet) til sygehuset, og regulerede betalingen pr. udrykning, hvis den gennemsnitlige afstand ændrede sig – således at der kunne tages højde for ændringer i sygehusstrukturen, hvor lukninger af skadestuer og sygehuse giver længere og dermed dyrere udrykninger. Ved at fastholde en del af betalingen som variabel, og dermed afhængig af antallet af udrykninger, ville de enkelte amter desuden få et incitament til at gøre en indsats for at reducere antallet af ambulanceudrykninger, f.eks. ved at øge alarmcentralernes mulighed for at visitere alarmopkald, lave oplysningskampagner og lignende. Og selv om man ikke nåede til en afslutning på forhandlingerne, så vil udbudsmaterialet i mange amter formentlig basere sig på de samme principper, som Falck og Amtsrådsforeningen de seneste måneder har forhandlet sig frem til.
Kendelsen fra Klagenævnet for Udbud ændrer ikke i sig selv på konkurrencesituationen indenfor ambulancekørsel. Også tidligere har amterne nemlig haft mulighed for at sende ambulancekørselen i udbud, men samtidig har amterne haft frihed til at undlade et bruge ressourcer på et udbud, hvis de f.eks. vurderede, at der alligevel kun var een operatør, som ville byde. Det skyldes, at ambulancekørsel hidtil er blevet opfattet som en sundhedsydelse, og sundhedsydelser skal ifølge EU’s udbudsregler ikke nødvendigvis i udbud. Klagenævnet for Udbud vurderede imidlertid, at ambulancekørsel både består ef transport og behandling, og at transporten er den dominerende del. Da ambulancekørsel dermed primært er en transportydelse, er den ikke omfattet af undtagelser fra EU-reglerne, og amterne er derfor forpligtede til at sende opgaven i udbud.
Hvorvidt der i praksis vil være andre end Falck og de eksisterende kommunale ambulancetjenester, som byder på ambulancekørselen, er endnu meget usikkert. Selv om en rapport fra seks amter tidligere på året pegede på, at flere udenlandske ambulanceoperatører muligvis var interesserede i at byde på ambulancekørsel i Danmark, så måtte Vejle Amt for kort tid siden opgive planerne om et – frivilligt – udbud, idet ingen andre end Falck havde udtrykt interesse for at give et samlet bud. Hvis det i forbindelse med de kommende udbudsrunder viser sig, at der kun er een operatør, som byder på opgaven, så kan de enkelte amter enten vælge at acceptere dette bud eller at aflyse udbuddet, og i stedet indlede direkte forhandlinger med operatøren om en alternativ kontrakt.
Selv om bortfaldet af standardaftalen ikke ændrer konkurrencesituationen, så vil de kommende udbud i de enkelte amter kunne betyde store ændringer i ambulancetjenestens struktur. Hidtil har ambulancetjenesten på grund af standardaftalen været opbygget næsten ens i hele landet. Nu bliver det imidlertid op til de enkelte amter – eller eventuelt flere amter i samarbejde – at udarbejde udbudsmaterialet, og dermed kan de fastsætte individuelle krav til opbygningen af ambulancetjenesten i netop deres områder. I nogle amter vil man muligvis være interesseret i fastprisaftaler, hvor det helt overlades til operatøren at tilrettelægge beredskabet, mens andre amter vil ønske at fastlægge beredskabets størrelse helt ned i mindste detalje. Også spørgsmålet om den fremtidige organisering af ambulanceredningen – redningsarbejde ved trafikuheld og lignende – vil formentlig blive taget op til overvejelse. I dag er redningsarbejdet via standardaftalen en integreret del af Falcks aftaler med alle amter, men stadigt flere kommuner vælger at indkøbe frigørelsesmateriale og rykke ud ved trafikulykker. Derfor er det sandsynligt, at flere amter vil vælge at adskille redningsarbejdet fra ambulancekørselen, og overlade opgaven til primærkommunernes brandvæsener.
Når amterne skal i gang med at lave udbudsmaterialet, skal de også overveje, om de vil adskille vagtcentralsfunktionen fra selve ambulancekørselen. Ideen om en vagtcentral, der er uafhængig af den operatør, som kører ambulancerne, stammer fra de sydjyske amter, og den opstod efter at Falck blev beskyldt for at sende for mange køretøjer afsted til især færdselsulykker. Derfor ønskede amterne, at det ikke længere skulle være operatøren selv – i dette tilfælde Falck – som sammensatte udrykningerne, idet operatøren med den nuværende afregningsform har en økonomisk interesse i at sende flest muligt køretøjer.
En selvstændig vagtcentral vil imidlertid give amterne en betydelig ekstraudgift, og hvis der indføres en ny afregningsform for ambulancekørselen, hvor betalingen ikke er afhængig af antallet af køretøjer, bortfalder størstedelen af behovet for vagtcentralen da også. Hvis amterne alligevel ønsker at indføre uafhængige vagtcentraler kan det give problemer i forhold til ambulanceoperatørerne, idet operatørerne typisk har forpligtet sig til at levere et bestemt serviceniveau, og derfor vil de formentlig kræve, at de selv skal disponere over mandskab og materiel for at sikre, at aftalerne overholdes – og derfor vil en uafhængig vagtcentral ikke selv kunne disponere direkte over ambulancer, men skal blot sende alarmen videre til ambulanceoperatørens egen vagtcentral. Det vil give et ekstra led i alarmeringskæden, således at en alarm først skal gå til politiets alarmcentral, der sender den videre til amtets vagtcentral, der sender den videre til ambulanceoperatørens vagtcentral, der kalder ambulancen ud… Derfor betegner de fleste iagttagere det som mindre sandsynligt, at amterne vil vælge at oprette selvstændige vagtcentraler.
Et andet element, som kan komme i spil i forbindelse med udbudsrunderne, er en opdeling af den akutte ambulancekørsel og den liggende sygetransport. Liggende sygetransporter er ikke-akutte overførsler, hvor patienten skal transporteres på båre til eller fra indlæggelse, mellem sygehusene og lignende. I Danmark har der været tradition for at både den akutte ambulancekørsel og den liggende sygetransport køres med ambulancer bemandet med en ambulanceassistent og en ambulancebehandler, selv om lovgivningen ikke stiller nogen krav til liggende sygetransport.
Sidste år valgte Københavns Brandvæsen imidlertid at opdele de to kørselsformer, så en del af den liggende sygetransport køres i sygetransportvogne med mandskab uden en egentlig ambulanceuddannelse. Begrundelsen var, at den nye og udvidede ambulanceuddannelse gør det svært og dyrt at skaffe tilstrækkeligt mange uddannede ambulancefolk. Efterfølgende har flere amter vist interesse for en lignende opdeling. For amterne handler det til en vis grad om at spare penge, omend besparelsespotentialet er noget begrænset – redderjobbet i Danmark er ikke ligefrem et højtlønsområde, og forskellen mellem en ambulancebehandlers løn og den løn, der skal betales til en sygetransportchauffør, er begrænset. Men det tillokkende for amterne er især udsigten til, at en opdeling vil kunne give øget konkurrence, idet de begrænsede uddannelseskrav vil betyde, at mange operatører i givet fald kan byde på den liggende sygetransport. En opdeling vil også kunne give mere rutine hos ambulancepersonalet, fordi de så kun skal tage sig af de akutte opgaver.
Hvorvidt der reelt er noget at spare på en opdeling af ambulancetjenesten er dog stadig usikkert. Udenlandske undersøgelser har tidligere vist, at ambulancetjenesten er billigst i de lande, der har samdrift mellem akut ambulancekørsel og liggende sygetransport, hvilket bl.a. er Danmark, Holland og nogle af de tyske delstater. For at opnå økonomiske fordele ved en opdeling kræver det nemlig relativt mange kørsler indenfor et begrænset geografisk område – ellers risikere amterne at få en dårlig kapacitetsudnyttelse i både ambulance- og sygetransporttjenesten, hvor køretøjerne holder tomme det meste af tiden. Derfor er en opdeling primært økonomisk attraktiv i de større byer eller ved en kraftig centralisering af sygetransporttjenesten. Udenfor de store byer vil en opdeling tværtimod kunne give ekstra udgifter – på mange stationer har man nemlig i dag kun et enkelt ambulanceberedskab, som både anvendes til akut ambulancekørsel og sygetransport, og ved en opdeling vil man på disse stationer være nødt til at have to køretøjer – en akutambulance og et køretøj til liggende sygetransport – og dermed skal man have dobbelt så mange ansatte som i dag.
Samtidig vil en opdeling medføre, at det samlede beredskab bliver svækket; når der anvendes ambulancer til både akutte udrykninger og liggende sygetransporter, er der samlet set flere ambulancer til rådighed, og det betyder, at man ved større ulykker hurtigt kan omdisponere ambulancer fra de liggende sygetransporter, og i stedet anvende dem som akutambulancer. Ved en opdeling falder denne reserve bort, og så kan det meget vel blive nødvendigt med flere akutambulancer.
Hvordan udbudsmaterialet kommer til at se ud – og hvordan de enkelte amter vil løse de forskellige problemer, som er forbundet med udbuddene – vil vise sig i de kommende år. Kendelsen fra Klagenævnet for Udbud giver mulighed for, at allerede indgåede aftaler om ambulancekørsel kan fortsætte til de udløber, og derfor vil der gå et stykke tid inden vi ser de første udbud. Længst fremme er Vejle, Sønderjyllands, Ribe og Fyns amter, der allerede inden kendelsen fra Klagenævnet for Udbud var gået i gang med at undersøge muligheden for et udbud. De fire amter, som i forvejen har et nært samarbejde på sygehusområdet, skal i løbet af efteråret tage stilling til, om de vil lave et fælles udbud. Ved at gå sammen kan amterne reducere udgifterne til udbudsprocessen, og et stort udbud kan også være mere attraktivt for store udenlandske ambulanceoperatører. Omvendt kan et stort udbud udelukke mange mindre og mellemstore ambulanceoperatører, der ikke har ressourcer til at byde på ambulancekørselen i flere amter. Amtsrådsforeningen har også luftet muligheden for, at alle amterne går sammen, og udbyder al dansk ambulancekørsel i een samlet pakke.
En joker i spillet er imidlertid regeringens planer om en kommunalreform, hvor der er lagt op til, at amterne enten helt afskaffes eller erstattes af et mindre antal regioner. Regeringens strukturkommission ventes at komme med en betænkning omkring årsskiftet, og hvis der fra politisk hold indledes realitetsforhandlinger om en afskaffelse af amterne vil det formentlig sætte et midlertidigt stop for udbudsprocessen, så amterne ikke indgår langvarige kontrakter, der vil binde den nye ansvarlige for ambulancekørselen, hvadenten det ender med at blive staten eller nye regioner.
