Falck mere forsinket end DSB

Falcks patienttransporter kører med større forsinkelser end DSB. Sidste år ventede mere end hver femte patient over en time på at komme til eller fra sygehuset, har Storstrøms Amt talt op. Resultater er patienter, der kommer for sent til deres behandling, eller sidder og venter i timer på at komme hjem igen. Falck mener, at servicen i år er blevet bedre og er i overensstemmelse med amtets ønsker.

“Det er jo ikke særlig rart at komme for sent, for det påvirker jo resten af patienterne”, siger Anette Ringgive fra Korsør til DR Regionalen. Sidste uge skulle hun til en hjerteundersøgelse på Slagelse Sygehus, og kom ikke alene for sent, men måtte også vente mere end to timer på at komme hjem igen. Hun betaler ellers 746 kroner om året for op til 12 patienttransporter, men da hun skulle ind og aflevere en monitor igen i mandags, ville hun ikke løbe an på Falck og valgte at tage bussen. “Der var en anden patient, der skulle bruge den klokken otte”, siger hun.

Også ude på afdelingerne giver de mange forsinkelser problemer. Ledende fysioterapeut i Næstved, Bjarne Rasmusen, peger på, at det går ud over patienterne: “Vi har ikke luft mellem behandlingerne, så de næste patienter bliver forsinket eller også får patienten en kortere behandlingstid”.

Amterne har da også taget sagen op med Falck. “Det er blevet bedre, men det skal blive bedre endnu”, siger siger centerchef Henrik Agerlin Petersen på Storstrømmens Sygehus til DR Regionalen. For tiden ser det ud som om forsinkelserne for de siddende patienter nu er kommet ned under hver tiende, og det bliver nok ikke meget bedre.

“Jeg mener servicen er i overensstemmelse med de ønsker, amtet har. Jo bedre en service vi giver, jo mere kommer amtet til at betale”, siger Søren Andersen, der er chef for Falcks vagtcentral i Holbæk, som bl.a. dækker Storstrøms Amt. Til gengæld erkender han, at der stadig er alt for store forsinkelser for de patienter, der er så dårlige, at de skal tranporteres liggende i en ambulance med uddannet personale. “På grund af specialiseringen flytter afdelingerne ind på større sygehuse og turene bliver længere og længere. Og det tager os cirka fem år at uddanne en fuldbefaren ambulancemand, så vi arbejder på højtryk for at kunne dække behovet”, siger han til Regionalen.

Annonce