Falck kritiserer kommunale ambulancetjenester

Mens Falck investerer store beløb i uddannelsen af de assistenter og behandlere, som skal udgøre rygraden i fremtidens ambulancetjeneste, så har flere af de kommunale ambulancetjenester slet ikke uddannet nogen elever. Sådan lyder meldingen fra Falck, der dog glæder sig over, at personaleomsætningen i Falck er lav, og at reddere, som har forladt Falck, nu vender tilbage.

I år forventer Falck at optage 215 elever på redderuddannelsen. Det er det højeste antal nogensinde. 58 af redderne skal ansættes i hovedstadsområdet, hvor der er særlig stor mangel på ambulanceuddannede reddere. Og der bliver i de kommende år i endnu højere grad brug for de nye reddere i forbindelse med ændringerne i sygehusstrukturen.

“Desværre har andre ambulancevæsener ikke uddannet elever i samme takt. Bl.a. har Gentofte Brandvæsen, Roskilde Brandvæsen og Frederiksberg Brandvæsen ikke uddannet elever overhovedet, ligesom noget tyder på, at Københavns Brandvæsen har uddannet færre end der er behov for”, siger Palle Kjeldsen, der er regionschef i Falcks Region Øst, der dækker hovedstadsområdet.

De seneste år har de kommunale ambulancetjenester intensivt søgt at rekruttere færdiguddannede reddere fra Falck. “På den konto skulle man tro, at der var en stadig strøm af ambulanceuddannede reddere fra Falck til de kommunale brandvæsener, men personaleomsætningen er lav – ja faktisk noget lavere end vedholdende rygter måtte tyde på”, siger Palle Kjeldsen. Han glæder sig over, at der i øjeblikket er en nettotilgang af reddere til Region Øst. “Indenfor de seneste få måneder har 12 reddere, der tidligere var søgt væk fra Falck, søgt tilbage. Det er da en tendens, jeg er meget glad for”, siger Palle Kjeldsen.

For at fastholde redderne arbejder Falck for at gøre redderjobbet mere attraktivt, bl.a. ved at tilføre flere kompetencer til ambulancebehandlerne. Mange ambulanceuddannede reddere har også søgt over i de kommunale ambulancetjenester for kunne arbejde med præhospitale opgaver hele arbejdsdagen. I Falck har man hidtil anvendt samdrift, hvor redderne udover ambulancekørsel også udfører opgaver indenfor f.eks. autohjælp, siddende sygetransport, dyreredning m.v., og de opgaver er ikke populære hos ambulancebehandlerne. Derfor har Falck i Storkøbenhavn startet et specialiseringsprojekt, hvor redderne får mulighed for udelukkende at køre ambulance.

Falck i Region Øst forventer som nævnt at ansætte 58 elever i år. Og der er tale om populære elevpladser – Palle Kjeldsen skønner, at man i regionen i 2006 har haft omkring 600 henvendelser om ansættelse i den tekniske tjeneste. Udover reddereleverne har Falcks Region Øst ansat 62 grundlæggende reddere i 2006.

Annonce