Falck indfører generelt krav om mundbind for både ansatte og patienter

En undersøgelse viser, at 4 pct. af Falcks danske ansatte har været smittet med COVID-19. Nu indfører Falck så et krav om brug af mundbind i hele virksomhedens globale ambulance- og sundhedsvirksomhed. Dermed skal både ansatte, patienter og brugere nu altid dække både mund og næse til, når de er i kontakt med medarbejdere i ambulancer, akutlægebiler og sygetransportvogne.

Kravet er ifølge Falck en udløber af det forskningsprojekt, som Falck i foråret satte i gang for at undersøge smitteudbredelsen hos sine ansatte. Forskningsprojektet løber året ud og undersøger smitteudbredelsen blandt flere end 4.000 af virksomhedens ansatte i Sverige og Danmark.

I en videnskabelig artikel har Falck fremlagt de foreløbige resultater og datamaterialet til brug for andre forskere. Resultaterne viser, at paramedicinere, reddere og sundhedspersonale har en forøget risiko for at blive smittet med COVID-19, og at antallet af patient- og brugerkontakter er afgørende for, hvor ofte de Falck-ansatte bliver smittede.

I Sverige og Danmark har henholdsvis 9 pct. og 4 pct. af de Falck-ansatte været smittet med COVID-19. Det svarer til niveauet blandt øvrigt sundhedspersonale og er noget over de generelle smittetal i de to lande.

Skal styrke arbejdsmiljø og patientsikkerhed

”Vi er en integreret del af sundhedssystemerne i Europa, USA og Colombia. Vi følger myndighedernes retningslinjer, men har i det seneste halve år set, at retningslinjerne kan være ret forskellige land for land. Vi har tillid til myndighederne i de lande, hvor vi opererer. Samtidig har vi en forpligtelse til at sikre gode arbejdsmiljøforhold i hele vores virksomhed. Derfor indfører vi nu, at vores ansatte skal benytte mundbind – også der, hvor det ikke allerede er introduceret”, siger Jakob Riis, der er adm. direktør i Falck, og fortsætter:

”Arbejdsmiljø og patientsikkerhed er begge helt afgørende for Falck. En ambulance er i dag en rullende behandlingsenhed, som er indrettet til behandling før transport og med fokus på patientsikkerhed, når en ambulance i høj fart skal fra skadested til et hospital. Det er kun et naturligt ekstra skridt, at vi beder vores ansatte, patienter og brugere om at benytte mundbind, så arbejdsmiljøet og patientsikkerheden også dækker de risici, som vi oplever med den nuværende pandemi”.

I Danmark og flere andre lande er det nyt, at både sundhedspersonalet fra Falck og patienter skal bære mundbind. Det sker, fordi alt i dag peger på, at mundbind primært beskytter andre mod smitte fra den, som bærer mundbindet. Dermed skal både sundhedspersonalet og patienten bære mundbind, for at de gensidigt beskytter hinanden.

En oplagt foranstaltning

Professor Henrik Ullum, Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet, er samarbejdspartner i Falcks forskningsprojekt, der er støttet af Lundbeckfonden. Han siger om introduktionen af mundbind for både Falck-ansatte, patienter og brugere:

”Data fra Falck er klare og svarer til det, vi ser på hospitaler: Jo flere patienter man eksponeres for, jo højere er risikoen for at blive smittet med COVID-19. Vi har en forpligtelse til at passe bedst muligt på sundhedspersonalet både for deres egen skyld og for patienternes. En oplagt ekstra foranstaltning er at bede både personale og patienter bære mundbind. Alt tyder i dag på, at vi med mundbind passer på hinanden gensidigt”.

Annonce