Falck har begået fejl i 18 ud af 27 registreringer af ambulancekørsler for Roskilde Amt, svarende til 66 pct. I Roskilde Amt er man nu nervøse for, at fejlen er generel og at man derfor har betalt for meget for ambulancekørsel udført af Falck. Derfor ønsker amtet nu en forklaring fra Falck.
Anne Grete Lund Hansen (V), formand for sundhedsudvalget i Roskilde Amt, oplyser, at fejlen i registreringerne i 18 af 27 ambulancekørsler blev opdaget, fordi Falck i aftalen med Roskilde Amt har forpligtet sig til at komme med forklaring, hvis det varer længere end 20 minutter, før en ambulance når frem.
“På et tidspunkt var der 50 ambulanceture, hvor den såkaldte responstid var overskredet. Falck forklarede i første omgang, at i 27 af turene skyldtes overskridelsen lang kilometerafstand, og at nærmeste beredskab var opbrugt. Senere oplyser Falck så, at i 18 af de 27 ture er der blot tale om fejlregisteringer”, fortæller Anne Grete Lund Hansen til Dagbladet Roskilde.
En fejlprocent på 66 har gjort politikere og embedsmænd i Roskilde Amt nervøse for, om der generelt er fejl i Falcks registreringer af ambulanceture. “Hvis det er tilfældet, er der jo risiko for, at vi betaler for meget for turene. Derfor har vi skrevet til Falck og udbedt os en forklaring”, siger Anne Grete Lund Hansen.
I Falcks informationsafdeling gør Morten Jeppesen opmærksom på, at der altså kun er tale om fejl i 18 ture. “De ture var helt ekstraordinære. I vore øvrige ture har vi ikke lavet fejl i registreringen”, siger Morten Jeppesen. Han tilføjer, at Falck ambulancer nu er blevet udstyret med et elektronisk logsystem, så det altid er muligt at se, hvor en ambulance har befundet sig på et givet tidspunkt. Det betyder, at hvis redderen glemmer at trykke på den knap, der registrerer, at han er fremme, vil vognens position alligevel blive registreret.