Falck har store problemer i Region Hovedstaden

Manglen på ambulancereddere gør, at Falck kun leverer omkring 95 pct. af de driftstimer i ambulancetjenesten, som følger af Falcks kontrakt med Region Hovedstaden. Problemerne toppede i juli, hvor Falck ikke kunne bemande det krævede antal ambulancer i 1.594 timer. Baggrunden er, at Falck har 30 ubesatte stillinger. Regionens egen ambulancetjeneste har 28 ubesatte stillinger.

Falck står for størstedelen af ambulancetjenesten i Region Hovedstaden, hvor Falck har kontrakt på tre af de fire store delområder i regionen samt en mindre delaftale på Bornholm, mens regionens egen ambulancetjeneste står for ambulancetjenesten i det fjerde store delområde. Hver dag skal Falck levere 908 driftstimer, mens regionens ambulancetjeneste skal levere 268 driftstimer.

Den store mangel på ambulancereddere i Danmark førte i december 2022 til, at der blev indgået en særlig aftale mellem Falck og Region Hovedstaden. Aftalen indebærer, at Falck kan reducere antallet af daglige driftstimer med 88 timer. Det sker dog under forudsætning af, at Falck senest med udgangen af 2024 har opjusteret antallet af leverede driftstimer til kontraktens udgangspunkt. Det forventes at ske gradvist i løbet af 2023 og 2024, i takt med at flere ambulanceredderelever kommer så langt i deres uddannelse, at de kan indgå i driften sammen med en færdiguddannet redder.

Mangler et stort antal driftstimer

Trods den nye aftale er Falck dog stadig ganske langt fra at leve op til den reviderede kontrakt med regionen.

I perioden fra 1. februar 2023 til 31. juli 2023 har Falck således i gennemsnit leveret 780 daglige driftstimer. Det svarer til 95,1 pct. af de 820 driftstimer, der kræves efter den reviderede kontrakt. Især på de nye ambulancebaser i Tårnby og Gladsaxe har Falck udfordringer, og en opgørelse viser, at Falck i juli 2023 i alt manglede at levere 1.594 driftstimer.

Ifølge Falck har man i øjeblikket 30 ubesatte stillinger i det faste vagt-setup. De manglende ambulancereddere betyder, at der næsten dagligt nedlægges ambulanceberedskaber, som derfor mangler i den daglige drift. Falck forsøger at håndtere dette ved at sende alle ledere og instruktører i operative vagter.

Også udfordringer hos Akutberedskabet

Hos Region Hovedstadens Akutberedskabs egen ambulancetjeneste er der også udfordringer, om end de er mindre end hos Falck.

Akutberedskaber oplyser, at der er 28 ubesatte stillinger. Det dækker over ubesatte stillinger i Akutberedskabets eget delområde, mens også i forhold til bemandingen af regionens ekstra ambulancer på hovedbasen i Ballerup, akutlægebiler, akutbiler og rådighedsvagter til dækning af andre specialkøretøjer i form af Babylancen og Sociolancen. Ifølge Akutberedskabet oplever man dog en øget nettotilgang af ambulancepersonel og generelt en øget søgning på opslåede stillinger.

Akutberedskabet har en markant højere overholdelse af kontrakten end Falck. Akutberedskabet har fra 1. februar 2023 til 31. juli 2023 i gennemsnit leveret 263 daglige driftstimer. Det svarer til 98,1 pct. af de 268 driftstimer, som kræves efter kontrakten. Akutberedskabets manglende driftstimer toppede i juni, hvor der i alt manglede 183 driftstimer, mens der i juli manglede 48 driftstimer.

Overholder responstidskrav

Trods problemerne med bemandingen overholder Region Hovedstaden indtil videre de politisk fastsatte responstidskrav.

Det skyldes især, at der er iværksat en række tiltag. Det indebærer blandt andet, at mange kørsler og bestillinger fra hospitalerne omvisiteres til andre løsninger, f.eks. liggende sygetransport, siddende sygetransport eller taxa, når det vurderes forsvarligt. Herudover arbejder Akutberedskabet også med andre kompenserende tiltag, f.eks. indkaldelse af ekstra ambulancepersonale i Akutberedskabet for at stille et ekstra beredskab samt brug af forkantsdisponering.

Region Hovedstaden forventer, at den nuværende situation med manglende driftstid ændrer sig i takt med, at flere redderelever kommer længere i deres uddannelse, så de kan indgå i driften. Den nuværende kontrakt stiller krav om øget elevoptag hos Falck og Akutberedskabet, men der går noget tid, før resultatet af dette kommer til udtryk i driften.

Annonce