Falck har reduceret omkostningerne med 483 mio. kr.

Falck iværksatte i 3. kvartal 2018 i alt 399 optimeringstiltag, og det er medvirkende til, at Falck nu har reduceret omkostningerne med 483 mio. kr. Dermed er Falck tæt på at nå målet om en omkostningsreduktion på 500 mio. kr. Falck har blandt andet udrullet nye driftssystemer inden for fleet management og dispatch, og ifølge direktøren er Falck ved at genvinde sin styrke.  

Kvartalsregnskab for 3. kvartal 2018 viser, at Falck forbedrede indtjeningen yderligere. Det er ifølge Falck sket ved at gøre forretningen mindre kompleks, forbedre effektiviteten og implementere globale forretningsmodeller.

Falcks omsætning udgjorde 3.288 mio. kr., hvilket svarer til en vækst på 1,4 pct. Omsætningen steg især i forretningsområdet Healthcare, mens der i forretningsområdet Ambulance var en beskeden vækst på 1,8 pct. Derimod faldt omsætningen i forretningsområdet Assistance med 1,9 pct.

Bedre indtjening på ambulancer og autohjælp

Driftsoverskuddet landede på 109 mio. kr. mod 85 mio. kr. i samme periode sidste år. Generelt er Falck blevet bedre til at tjene penge, så selskabets indtjeningsmargin steg mærkbart. Indenfor Ambulance steg marginen fra 2,7 pct. sidste år til 4,7 pct., mens Assistances margin steg fra 11,7 pct. til 16,8 pct.

I 3. kvartal 2018 fokuserede Falck sin forretning yderligere ved at frasælge adskillige virksomheder, som ikke er en del af kerneforretningen, heriblandt Falck Safety Services og Falck Lægehuse. Fokuseringen af forretningen gør det ifølge Falck muligt at opnå yderligere omkostningsreduktionwe og implementere globale forretningsmodeller. I Ambulance har Falck udrullet centrale driftssystemer inden for fleet management og dispatch til 51 pct. af ambulancerne og 42 pct. af frontlinje-medarbejderne. På områderne Finance, IT og HR skrider implementeringen af globale forretningsmodeller frem efter planen.

Direktør: Vi er ved at genvinde vores styrke

“Et år inde i Falcks turnaround ser vi en forbedret lønsomhed. Vores Assistance-forretning er igen i god form, og de finansielle resultater i Ambulance bliver forbedret kvartal for kvartal. Vores turnaround i Healthcare blev igangsat senere end i de andre forretningsområder og har haft negativ indvirkning på vores finansielle fremgang. Vores rapporterede resultater blev betydeligt påvirkede af den oprydning, der pågår i alle forretningsområder, og som kommer til at fortsætte ind i de kommende kvartaler”, fortæller Falcks adm. direktør, Jakob Riis, som tilføjer:

”Vi er ved at genvinde vores styrke, men har stadig et stykke vej at gå. På trods af at vores virksomhed er udfordret, leverer vi stadig service af høj kvalitet. Jeg er stolt over at være del af en virksomhed, hvor medarbejderne udviser omsorg for vores kunder, når disse har brug for det.”

Annonce