Falck har fået problemer med de svenske myndigheder

Falcks svenske ambulanceselskab, Falck Ambulans, har fået alvorlige problemer med to af selskabets offentlige kunder, der begge mener, at Falck ikke overholder de indgåede kontrakter. Stockholms Läns Landsting har således konstateret, at Falck i en række tilfælde har bemandet ambulancerne med personale, der ikke lever op til kontraktens uddannelseskrav, og det får nu landstinget til at kræve, at Falck tilbagebetaler et større beløb. Og i Region Skåne er der indledt en undersøgelse, efter at Falck tilsyneladende har anvendt seks ambulancer, som ikke lever op til kontraktkravene.

I Stockholm, hvor Falck varetager en stor del af ambulancekørslen, bad Stockholms Läns Landsting tidligere på året Falck om en redegørelse for Falcks overholdelse af de krav til ambulancepersonalets uddannelsesniveau, som er fastsat i kontrakten mellem landstinget og Falck. Den redegørelse har Falck nu afleveret, og den viser, at Falck ved 2,5 % af 26.300 mandskabstimer har anvendt personale, som ikke har haft en tilstrækkelig uddannelse.

Statslige uddannelseskrav opfyldt

Stockholms Läns Landsting understreger, at ambulancepersonalets uddannelse har levet op til de krav, som den statslige Socialstyrelse har fastsat, men at de udvidede uddannelseskrav, som Stockholms Läns Landsting kræver, ikke er opfyldt. ”Vi tager det meget alvorligt, når en af vores leverandører ikke opfylder en kontrakt. Selv om Socialstyrelsens krav er opfyldt, er det vigtigt, at vi kan stole på, at vores leverandører lever op til de aftalte krav”, siger Gustav Ohlén, der er enhedschef i Stockholms Läns Landstings sundhedsforvaltning.

Ifølge Falck Ambulans er alle ambulancer i dag bemandet med personale, som har den aftalte uddannelse. På baggrund af redegørelsen fra Falck Ambulans vil Stockholms Läns Landsting imidlertid kræve, at Falck tilbagebetaler ca. 250.000 svenske kr.

Gamle ambulancer i Skåne

Også Region Skåne mener, at Falck har problemer med at leve op til kontraktkravene.

Falck står i dag for al ambulancekørslen i regionen, men en gennemgang af Falcks ambulancer har vist, at Falck i den daglige drift anvender seks ambulancer, som har kørt over 400.000 km. Det er ellers et kontraktkrav, at ambulancer senest skal udskiftes, når kilometerstanden passerer 400.000 km. Kun efter dispensation vil ambulancerne fortsat kunne anvendes – og i så fald kun som reserveambulancer.

Region Skånes Prehospitala Enhet oplyser, at Falck ikke har fået dispensation til at anvende de seks ambulancer, og at regionen derfor har indledt en undersøgelse af sagen.

Annonce