Efter en udbudsrunde vandt selskabet Falck DRF Luftambulance i 2010 opgaven med at drive Danmarks første lægehelikopter, der i en forsøgsperiode på 18 måneder skulle have base i Ringsted. Men Falcks tilbud var ikke bare billigere end de fire konkurrenters – det var markant billigere. Og i evalueringsrapporten om lægehelikopteren bliver det da også mere end antydet, at Falck gav et dumpingtilbud for at komme ind på det nye marked for lægehelikopterflyvning.
Interessen for at drive Danmarks første lægehelikopter var stor, da Trygfonden sammen med Region Hovedstaden og Region Sjælland i 2010 sendte opgaven i udbud. Fem selskabet afgav således bud, men kontrakten på 18 måneders drift med option på yderligere 18 måneder blev tildelt selskabet Falck DRF Luftambulance, som er et joint venture mellem Falck og den store tyske lægehelikopteroperatør DRF Luftrettung.
I evalueringsrapporten bemærker sundhedsøkonomen Jakob Kjellberg, at der var en betydelig økonomisk spredning i tilbuddene fra de aktører, der deltog i udbudsrunden. ”Derfor kan der stilles spørgsmålstegn ved, om det fremadrettet vil være muligt at opnå samme pris for driften af akutlægehelikopteren, eller om tilbuddet kan have været særlig fordelagtigt, for at Falck DRF Luftambulance A/S kunne opnå en central markedsposition”, skriver Jakob Kjellberg.
Samtidig gør Jakob Kjellberg opmærksom på, at Falck DRF Luftambulance i 2010 fik et underskud på 2,9 mio. kr., hvilket er væsentligt mere end de 0,2 mio. kr., som selskabet tabte i 2009, hvor Ringsted-lægehelikopteren endnu ikke var blevet en realitet. ”Den væsentlige stigning i underskuddet i perioden 2009 til 2010 indikerer, at omkostningerne til driften af akutlægehelikopteren i Ringsted overstiger de indtægter, som kontrakten giver mulighed for at fakturere”, skriver Jakob Kjellberg.
Falck har fået 18 mio. kr. for det første år
I lægehelikopterens første 12 måneder har Falck fået en betaling på 17,8 mio. kr. fra Trygfonden.
Beløbet er fordelt med en startbetaling på 1,5 mio. kr., et fast vederlag på 10,3 mio. kr. og en afregning på 5,9 mio. kr. for de 592 gennemførte flyvetimer, baseret på en pris på 10.000 kr. pr. flyvetime. Endelig er der betalt 0,1 mio. kr. som kompensation for stigende brændstofpriser.
Falck har til brug for evalueringsrapporten oplyst, at af de 10.000 kr., som betales pr. flyvetime, går de 1.713 kr. til dækning af brændstofudgifter, mens de øvrige 8.287 kr. ikke er nærmere specificeret.
Imidlertid har Falck givet detaljerede oplysninger om, hvordan selskabets udgifter vil fordele sig over en periode på 36 måneder, som altså er baseret på en forventning om, at optionerne på en forlængelse udnyttes fuldt ud. Over denne periode vil Falck have udgifter til leasing af helikopter på 13,2 mio. kr., forbrugsmaterialer på 1,7 mio. kr., backuphelikopter på 0,5 mio. kr., anlæg af base på 4,9 mio. kr., drift af base på 3,3 mio. kr., løn til personale på 12,2 mio. kr. (fordelt med 60 % til piloterne og 40 % til HEMS-ambulancebehandlerne), 1,7 mio. kr. til uddannelse og træning af besætning samt 0,2 mio. kr. til uddannelse og træning af læger. I alt 38,1 mio. kr.
Læger har kostet 3,4 mio. kr.
De to regioner har selv stået for lægebemandingen af helikopteren, og det har kostet 3,4 mio. kr. i lønomkostninger til speciallægerne, der er ansat som konsulenter. Hertil kommer udgifter til varekøb, medicin og kørselsgodtgørelse på små 0,3 mio. kr. samt 0,5 mio. kr. til ledelse.
En anden stor udgiftspost er de 1,5 mio. kr., som i forbindelse med lægehelikopterens opstart er betalt for advokat- og konsulentbistand.
I lægehelikopterens første år har den samlede omkostning dermed været 22 mio. kr., og da helikopteren har fløjet med patienter 636 gange, giver det en omkostning pr. flyvning på helt præcist 34.535 kr., hvortil kommer små 4.000 kr. i landingsafgift ved de flyvninger, hvor helikopteren har benyttet landingspladsen på Rigshospitalet.