Falck-formand: Vi er ikke selvskrevet til at være hele Danmarks ambulancetjeneste

Peter Schütze. Arkivfoto: Bjarke Ørsted

Falck er ikke selvskrevet til at være hele Danmarks ambulancetjeneste. Det siger Falcks bestyrelsesformand, Peter Schütze, som slår fast, at Falck har været sene til at erkende, at redningskorpset må forvente at blive udfordret på det danske hjemmemarked. En ny organisation skal sikre, at Falck har fuld fokus at kunne give konkurrencedygtige tilbud i de næste udbudsrunder.

Falck har besluttet, at de danske ambulance- og patientbefordringsaktiviteter skal samles i en ny enhed, Falck Emergency Danmark. Enheden kommer til at omfatte godt 2.000 ambulancereddere, 389 ambulancer og 99 stationer. I alt vil der i regi af enheden blive udført ca. 630.000 assistancer om året og genereret en omsætning på ca. 2 mia. kr. Jørgen Mieritz, der hidtil har været regionsdirektør for Falck i Region Hovedstaden, bliver chef for Falck Emergency Danmark.

Om baggrunden for organisationsændringen forklarer Falcks bestyrelsesformand, Peter Schütze:

”Falcks samarbejde med tidligere amterne og nu regionerne har gradvist ændret sig fra at være et tæt partnerskab til at være et mere traditionelt kunde-leverandørforhold. Denne udvikling forventer vi vil blive intensiveret de kommende år, hvor regionerne målrettet søger efter konkurrence til Falck. Det er den udvikling, vi nu tilpasser os”.

Peter Schütze forklarer, at Falck med omstruktureringen nu får en ledelse i Falck Emergency Danmark, som alene skal have fokus på at sikre, at Falck er fuldt konkurrencedygtig på kombinationen af kvalitet og pris i de kommende udbud.

”Rundt omkring i verden er vi den udenlandske operatør, som kommer og udfordrer andre selskaber på deres hjemmemarkeder. Vi står stærkt ude i verden, fordi vi med udgangspunkt i Danmark har opbygget en know-how, som få andre ambulanceoperatører i verden kan matche. På baggrund af vores historiske position i Danmark har vi nok været lidt sene til at erkende, at vi må forvente, at andre på samme måde udfordrer os på vores hjemmemarked. Falck er ikke selvskrevet til at være hele Danmarks ambulancetjeneste”, siger Peter Schütze.

Annonce