Falck skal også i det næste års tid udføre sygetransporter for King’s College Hospital i London. Det er Falcks engelske datterselskab og King’s College Hospital, som har forlænget deres eksisterende kontrakt frem til august 2019. Dermed skal Falck fortsat udføre ca. 140.000 ikke-akutte sygetransporter om året for hospitalet.
Kings College Hospital er et af Storbritanniens travleste og største undervisningshospitaler, som hvert år behandler 1,5 mio. patienter. Falck har siden 2014 leveret ikke-akut sygetransport til hospitalet.
Falck i Storbritannien har over 400 ambulancefolk, som er uddannet efter National Health Service-standard, og omkring 300 specialudstyrede ambulancer samt køretøjer til liggende sygetransport og handikapkørsel. Kontrakten med King’s College Hospital er en ud omkring 30 kontrakter mellem engelske hospitaler og Falck.