Efter et stort nederlag i Region Nordjylland, hvor Falck tabte al ambulancekørsel, har redningskorpset nu fået revanche i Region Hovedstaden. Her har Falck vundet alle de delaftaler, som det var muligt at vinde. Falcks koncernchef, Jakob Riis, kalder da også udbudsresultatet for ”en fantastisk god nyhed”.
Falck har vundet fire ud af fem mulige delaftaler efter Region Hovedstadens udbudsrunde, og dermed skal Falck varetage ambulancedriften i alle områder i regionen med undtagelse af delaftalen for Hvidovre, som Region Hovedstaden hjemtager.
Det betyder, at Falck går fra de nuværende 33 beredskaber til at skulle stå for 51 beredskaber i regionen.
”Det er en fantastisk god nyhed. Vi er utroligt glade og stolte over, at vi fra 2023 skal levere sundhedsydelser til endnu flere borgere i Region Hovedstaden. Gennem de seneste år har vi sammen med regionen udviklet ambulancetjenesten og leveret en høj service til borgerne. Det er vi stolte over, og vi ser frem til at bygge videre på det gode samarbejde med regionen”, siger Jakob Riis, der er koncernchef for Falck.
Forsøg med kunstig intelligens
Et element i den nye kontrakt er, at Falck sammen med Region Hovedstaden vil starte et forsøg med kunstig intelligens i ambulancetjenesten med udgangspunkt i en teknologi, der allerede anvendes på Region Hovedstadens AMK-vagtcentral.
”Det er et af de mest innovative tilbud, Falck nogensinde har leveret. Vi sætter blandt andet et nyt forsøg med kunstig intelligens i gang for at undersøge, om teknologien kan bruges præhospitalt. Vi ved selvfølgelig endnu ikke, hvordan det kommer til at fungere. Men hvis det lever op til vores forventninger, kan det skabe helt nye muligheder for at redde og bevare liv”, siger Jakob Riis.
Derudover viderefører Falck sin ambition om at omstille redningskorpsets køretøjer til mere bæredygtige løsninger. Det betyder, at Falcks ambulanceflåde i Region Hovedstaden i størst muligt omfang vil køre på HVO100 biodiesel, der reducerer CO2-udledningen med op til 90 % sammenlignet med konventionel diesel. Samtidig vil Falck udvikle det, der kan blive fremtidens el-ambulance.