Falck-chef: Det gør ondt – pokkers ondt

Mandag kl. 08.30 mødes medlemmerne af regionsrådet i Region Sjælland for at tage stilling til udbuddet af ambulancekørslen. Både Socialdemokraterne og Venstre vil følge indstillingen fra regionens forretningsudvalg, og dermed ligger det klart, at der er et solidt flertal for at vælge Roskilde Brandvæsen og Samariten som ambulanceoperatører. Falck erkender nederlaget, og Falcks koncernchef, Allan Søgaard Larsen, betegner den tabte kontrakt som et hårdt slag lige i hjertet af Falck-forretningen. “Det gør ondt – pokkers ondt”, siger Allan Søgaard Larsen.

Indtil videre er der kun to regionsrådsmedlemmer, som offentlig har givet udtryk for tvivl om beslutningen, og der lader således ikke til at være tvivl om udfaldet af mandagens afstemning.

“Jeg er meget ærgerlig over det. Det ville jeg også være, hvis vi havde tabt udbuddet med nogle få millioner kroner. Men når det er 120 mio. kr. – svarende til over 30 procents forskel på vores og Samaritens tilbud – så bliver jeg endnu mere ærgerlig, fordi vores konkurrent vinder på en regnefejl i forbindelse med dimensioneringen af beredskabet”, siger Allan Søgaard Larsen. “Vi har vanskeligt ved at forstå, at man kan tro på Samaritens sjællandske beredskabsdimensionering og forsikringer om, at man kan disponere ambulancetjenesten så meget mere effektivt end Falck. Særligt når forskellene er så store – 200 reddere – at det står helt klart, at en af parterne har taget grueligt fejl”.

Allan Søgaard Larsen opstiller tre mulige scenarier for, hvordan den fremtidige ambulancetjeneste kommer til at fungere i Region Sjælland.

I det første scenarie konstaterer regionen, at Samariten ikke lever op til de stillede krav. Det vil udløse en bod, og kan senere føre til, at Samariten får frataget kontrakten. Derefter kan Region Sjælland selv overtage ambulancekørslen eller bede Falck om assistance.

I det andet scenarie går det op for Samariten, at Region Sjællands krav til responstiderne ikke kan overholdes med 300 medarbejdere, og derfor indsætter Samariten mere mandskab. Dermed bliver opgaven markant dyrere for Samariten end ventet, og Samariten får underskud. Hvis de har råd til det, så kan det fortsætte længe – men ellers går de fallit.

I det tredje scenarie viser det sig, at Falck har været dårlig og doven, og at Samariten faktisk kan drive ambulancetjenesten med meget færre ansatte, og Falck bliver – med Allan Søgaard Larsens ord – til grin. “Det tror jeg ikke meget på!”, tilføjer Falcks koncernchef.

Medarbejderes fremtid drøftes med de faglige organisationer

Tabet af ambulancekørslen i Region Sjælland betyder som udgangspunkt, at Falck får brug for 400-500 færre medarbejdere i regionen. Men det er endnu ikke afklaret, hvad der skal ske med de mange medarbejdere.

“Det skal vi drøfte med de faglige organisationer. Sammen med dem vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at tilbyde vores dygtige og loyale medarbejdere spændende job – såfremt de altså har lyst til at blive hos Falck! På det her tidspunkt er det svært for os at være mere konkrete. Falcks behov for folk afhænger jo også af, hvor mange og hvilke opgaver vi får i de øvrige regioner, når resultatet af deres udbud foreligger”, siger divisionsdirektør Lars Vester fra Falck.

Økonomiske effekter er begrænsede

Falck har i flere år anført, at der ikke er balance i økonomien i den danske ambulancetjeneste. Ifølge Falck har den ændrede sygehusstruktur ført til længere og dermed mere tidskrævende ture, og det har krævet flere ambulancer – uden at den nuværende standardaftale mellem Falck og Amtsrådsforeningen (nu Danske Regioner) har givet Falck en økonomisk kompensation, der dækker de øgede udgifter. Derfor forventer Falck heller ikke, at den tabte kontrakt i Region Sjælland vil få væsentlig betydning for Falcks overskud.

“Det er bestemt ikke rart at miste en omsætning på 270 mio. kr., og det vil naturligvis påvirke væksten i vores omsætning negativt. Målt på indtjeningen – bundlinjen – er der ikke tale om noget væsentligt tab. Selvom den rent økonomiske effekt er begrænset, vil jeg ikke lægge skjul på, at jeg oplever det sandsynlige tab af ambulancetjenesten i Region Sjælland som et hårdt slag lige i hjertet af Falck-forretningen. Det gør ondt – pokkers ondt”, siger Allan Søgaard Larsen.

Annonce