Snyder Falck på vægten, når det gælder bemanding af ambulancerne? Ifølge dagbladet Børsen er svaret ja. Avisen mener således, at Falck overfor regionerne har forpligtet sig til at have 12 reddere ansat for hver ambulance, men at det reelle antal reddere højest er otte. De resterende fire reddere anvender Falck ifølge Børsen f.eks. til at yde autohjælp for skatteborgernes regning – og dermed betaler regionerne hvert år 300 mio. kr. for meget for ambulancekørslen. Men hele kritikken bygger tilsyneladende på en misforståelse.
Ifølge dagbladet Børsen har Falck overfor regionerne forpligtet sig til, at der skal være 12 reddere ansat for et bemande en døgnambulance. I artiklen fortæller en redder fra Responce, der tidligere har arbejdet i Falck, samt ejeren af et konsulentfirma, der rådgiver virksomheder, der gerne vil ind på ambulancemarkedet og konkurrere med Falck, imidlertid at den reelle bemanding hos Falck er mellem seks og otte mand.
Børsens konklusion er derfor, at Falck tager sig betalt for at have 12 reddere ansat, men at mindst fire af disse reddere så i stedet anvendes til f.eks. at køre autohjælp for private kunder – selv om de altså er betalt af regionerne. Børsen har regnet sig frem til, at Falck på den måde kører ambulancerne med 604 færre reddere end aftalt, hvilket svarer til, at Falck sparer 300 mio. kr. om året – eller at regionerne betaler 300 mio. kr. for meget for ambulancekørslen.
Der er bare et lille problem: Kravet om en bemanding på 12 reddere pr. ambulance, som er grundlaget for Børsens historie, eksisterer tilsyneladende ikke.
Ifølge BeredskabsInfos oplysninger er der således ikke en eneste af de kontrakter, som Falck har indgået med regionerne, hvor der stilles krav om 12 reddere pr. ambulance – faktisk er der ikke nogen af kontrakterne, der overhovedet forholder sig til, hvor mange reddere Falck skal bruge pr. ambulance.
Forskellige typer ambulancekontrakter
I dag er der – lidt forenklet udtrykt – to modeller, som anvendes, når regionerne indgår aftaler med ambulanceoperatører.
Den ene model, som anvendes i Region Hovedstaden og Region Midtjylland, bygger på, at det er regionerne, som fastsætter antallet af ambulancer. Regionerne køber derefter et antal ambulancer af Falck og de øvrige operatører, og kravet i kontrakten er, at hver ambulance skal bemandes med to reddere og være til rådighed for regionen i den aftalte driftstid, som enten kan være hele døgnet (døgnberedskab) eller en del af døgnet (dag- eller aftenberedskab). De to regioner stiller ikke i kontrakterne nogen krav om, at Falck skal have et bestemt antal reddere ansat, blot at ambulancerne altid skal være bemandet med to reddere.
Den anden model anvendes af de tre øvrige regionerne, og her forpligter Falck sig ikke til at levere et bestemt antal ambulancer. Derimod er der aftalt forskellige servicemål, enten i form af en gennemsnitlig responstid eller i form af et krav om, at en vis andel af ambulancerne skal være fremme indenfor bestemte tidsintervaller. Det er så op til Falck at sørge for, at der er tilstrækkeligt mange ambulancer til at overholde de aftalte servicemål. Heller ikke i disse kontrakter stilles der krav til, hvor mange reddere Falck skal ansætte pr. ambulance.
Hos Falck bekræfter kommunikationsdirektør Louis Illum Honoré, at der ikke i Falcks kontrakter står noget om, hvor mange reddere, Falck skal knytte til sine ambulanceberedskaber – kun at ambulanceberedskaberne skal være bemandet med to mand i et givet tidsrum.
Der er således tilsyneladende ikke noget grundlag for Børsens artikel om, at ”bemandingen på redningsstationerne er langt under det krævede niveau”, da det krævede niveau blot er, at der er det nødvendige antal ambulancer og at de er bemandet med to mand.
Sammenblanding af vagtformer
En bemanding på 12 mand er altså ikke noget, der kræves af regionerne. Når netop de 12 mand af og til omtales i forbindelse med ambulancetjenesten hænger det sammen med vagtformerne, men her er Børsen tilsyneladende heller ikke opmærksom på, at der anvendes forskellige vagtformer i ambulancetjenesten.
Der skelnes i dag mellem beredskaber, der bemandes med reddere på døgnvagt, og beredskaber, hvor redderne har effektive vagter på 8-12 timer.
Hvis et ambulanceberedskab bemandes med reddere på døgnvagt, kan en døgnambulance drives med seks reddere plus en eller flere afløsere, da redderne lidt forenklet udtrykt arbejder 24 timer og derefter har fri i 48 timer. Imidlertid indebærer vagtformen døgnvagt, at redderne i 16 af de 24 timer kun må anvendes til akutte opgaver og kun må arbejde i et begrænset antal minutter pr. vagtdøgn. Derfor kan døgnvagten primært anvendes på små stationer med få udrykninger.
De begrænsninger, som døgnvagten indebærer, er forklaringen på, at en stor del af landets ambulancer er såkaldte effektive beredskaber, hvor redderne kun har vagter på 8-12 timer som almindelig holddrift. Her vil der normalt være behov for 12 reddere pr. ambulance, nemlig otte faste folk og tre afløsere, men til gengæld kan ambulancen altså anvendes ubegrænset og til alle former for opgaver.
I Børsen fortæller Falcks koncernchef, Allan Søgaard Larsen, at Falck anvender 12 mand pr. beredskab, men en redder fra Responce fortæller samtidig, at han – da han var ansat i Falck – oplevede, at der på stationen kun var seks mand plus en afløser pr. ambulance. Og det viser ifølge Børsen, at Falck snyder på vægten.
Det fremgår imidlertid af artiklen, at Falck-chefen og den tidligere redder faktisk taler om to forskellige typer beredskab – og dermed begge har ret. Allan Søgaard Larsen omtaler således et effektivt beredskab, der ganske rigtigt bemandes med 12 mand, og redderen omtaler et beredskab baseret på døgnvagter, der ganske rigtigt bemandes med seks mand plus afløsere.
Hvis regionerne køber et døgnvagtsberedskab (et såkaldt lavaktivitetsberedskab) af Falck, vil Falck alene have behov for at ansætte seks reddere plus afløsere, men hvis regionerne køber et effektivt døgnberedskab, vil der være behov for 12 reddere. Derfor er et lavaktivitetsberedskab også mærkbart billigere at købe for regionerne.
Kontroversiel døgnvagt
Netop døgnvagten har de seneste år været kontroversiel. Det er nemlig en vagtform, som gør det billigere at drive ambulancer på stationer med få udrykninger, men samtidig har nye ambulanceoperatører ikke kunnet få samme adgang til at anvende døgnvagt, som Falck og de kommunale ambulancetjenester har. I stedet må de nøjes med brancheoverenskomsten mellem Dansk Industri og 3F, som kun giver mulighed for holddrift.
Problemet har i høj grad påvirket Responce, der siden selskabets start forgæves har forsøgt at få en lokalaftale med 3F – der organiserer redderne – om anvendelse af døgnvagt på samme vilkår som Falck. For Responce har det stor betydning, fordi selskabet har en række små stationer, hvor døgnvagt er en fordel.
Hos Responce har flere medarbejdere givet udtryk for, at den manglende døgnvagtsaftale efter deres mening skyldes, at 3F reelt ikke ønsker konkurrenter til Falck, ligesom medarbejderne mener, at 3F’s afvisende holdning hænger sammen med, at Responce-redderne har forladt 3F. Hos 3F kræver man, at tillidsmændene hos Responce skal være medlemmer af 3F, hvis der skal indgås en lokalaftale om døgnvagt, og det har Responce-direktør Michael Sørensen betegnet som regulær afpresning.
Også Samariten, der efter regionernes store udbud af ambulancekørslen vandt tre store kontrakter, fortæller i dag, at den manglende mulighed for at anvende døgnvagt var årsagen til, at selskabet måtte opgive kontrakterne.
Om det er hele sandheden er dog noget tvivlsomt. Ifølge 3F gik der således lang tid, inden Samariten overhovedet kontaktede fagforeningen for at indlede forhandlinger, og på det tidspunkt, hvor Samariten kastede håndklædet i ringen, var der endnu ikke indledt realitetsforhandlinger.
Den almindelige opfattelse er da også, at Samaritens exit reelt skyldes, at selskabet vandt en langt større del af ambulancekørslen end selskabet havde ventet (og kunne overkomme), at et fuldstændigt fravær af kommunikation medførte at redderne hurtigt fik et meget negativt billede af Samariten og derfor næppe ville skifte til det svenske selskab samt at Samaritens tilbud var for lave, og at det var en medvirkende årsag til, at det ikke lykkedes for Samariten at finde en investor, der ville finansiere de store opstartsomkostninger, som det kapitalsvage selskab ikke selv kunne overkomme.
