Falck: Alle nye personvogne skal være elektriske, og el-ambulance kommer i år

Fremover vil Falck udelukkende anskaffe el-køretøjer, når redningskorpsets 620 personvogne i Danmark skal udskiftes. I første omgang udskiftes 50 sygetransportvogne til el-køretøjer. Man også indenfor andre køretøjskategorier vil Falck teste mulighederne for el-drift. I denne måned indsættes tre Mercedes eVito Tourer autohjælpsvogne, og i år skal en el-ambulance testes i Region Hovedstaden.

I Danmark har Falck i alt 620 personvogne, som er fordelt på 360 sygetransportvogne, 130 stationsvogne og 130 firmavogne. Her indfører Falck nu en 100 pct. el-bilspolitik. Det betyder, at alle nye personvogne, der bestilles af Falck, i fremtiden skal køre på el.

Falcks målsætning er, at man i Danmark i 2026 har omstillet mindst 90 pct. af alle sygetransportvognene til el, mens det skal gælde for alle firma- og stationsvognene.

50 nye vogne på vej

Som led i Falcks sygetransportkontrakt med Region Hovedstaden er der i forvejen indsat 10 el-køretøjer til siddende patienttransport, og nu følger så 50 mere til Falcks kunder med et abonnement inden for sundhed og befordring. De er fordelt på 45 VW ID.4 Pro Performance og 5 Skoda Enyaq.

Falck indsætter imidlertid også i denne måned tre vejhjælpsvogne i Danmark, som kører på el. Køretøjerne er bygget til lettere vejhjælp, og de er af modellen Mercedes eVito Tourer. Falck har desuden en ambition om at omstille ambulancerne til el eller andre vedvarende energikilder på sigt, når teknologien er moden til det. Det er Falcks forventning, at den første prototype på en elektrisk ambulance vil være klar til test i Region Hovedstaden senere i 2022.

Annonce