3F, FOA og Region Nordjylland er nu blevet enige om de fremtidige rammer for de ambulancereddere, som fra 1. april 2022 skifter arbejdsgiver fra Falck til Region Nordjylland. Alle omfattede reddere tilbydes ansættelse på samme ambulancebase uden forudgående jobsamtale. Samtidig beholder redderne den anciennitet, der er er opbygget ved ansættelsen hos Falck.
Ambulancereddere, der i dag er omfattet af en overenskomst mellem Falck og 3F, vil fra april overgå til den gældende overenskomst med FOA på det regionale område. Med den nye aftale – der er indgået mellem 3F, FOA og Region Nordjylland – er der blevet skrevet under på særlige vilkår, som kommer ambulanceredderne til gode.
Det er blevet aftalt, at alle omfattede reddere tilbydes ansættelse via en af regionens to delaftaler uden forudgående jobsamtale, og at redderne vil blive tilbudt ansættelsessted på samme ambulancebase. Samtidig er det aftalt, at redderne beholder den anciennitet, der er er opbygget ved ansættelse hos Falck. Derudover er der lavet forhåndsaftaler om arbejdstid og løn.
”Alle parter har været interesseret i at sikre fair og gode vilkår for ambulanceredderne, der naturligvis er interesserede i at have en hurtig afklaring omkring deres jobsituation den 1. april. De nuværende reddere i Falck har fra starten fået en jobgaranti”, siger Flemming Overgaard, der er forhandlingssekretær i 3F Transportgruppen, hvor redderne i Falck i dag er dækket af en overenskomst.
Ansættelsesbrev og lønvilkår inden årsskiftet
”Vi har fuld forståelse for, at redderne har ønsket en hurtig og præcis afklaring af deres jobsituation. Alle, der er interesserede i at arbejde for regionen, vil inden året er omme have fået tilbudt et personligt ansættelsesbrev og endelig lønsammensætning, der tager udgangspunkt i den enkelte redders CV og anciennitet”, fortæller Kenneth Lübcke, der er enhedschef i Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland.
Kenneth Lübcke tilføjer at det er muligt for interesserede reddere allerede nu at give en tilkendegivelse om interesse for at arbejde i regionen. Med en tilkendegivelse vil det være muligt for regionen at tilbyde hver enkelt interesseret et ansættelsesbrev med angivelse af lønforhold hurtigst muligt.