Udsigten til, at der ikke vil blive stillet krav til danske sprogfærdigheder hos udenlandske reddere, som får autorisation som ambulancebehandlere, giver anledning til stor undren og bekymring hos Reddernes Fagforening. Foreningen mener, at der særligt i forbindelse med radiokommunikation er risiko for, at patientsikkerheden bliver truet.
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, som har besluttet, at der som udgangspunkt ikke vil blive stillet krav om danske sprogfærdigheder for udenlandske ambulancemandskab i forbindelse med den nye autorisationsordning for ambulancebehandlere.
Men hos den nystiftede Reddernes Fagforening er man bekymrede over den beslutning.
”Af erfaring ved vi, hvor svær kommunikation kan være, specielt når man er på et skadested med meget støj, i en ambulance der kører med udrykning på hullede veje med videre. Vi skal kommunikere via SINE-radioer, hvor lyden til tider ikke altid er perfekt, med andre aktører, der ikke altid har rutine i brug af SINE. Hvis sproget under disse situationer også bliver en udfordring, så kommer patientsikkerheden på spil”, skriver Reddernes Fagforening i en udtalelse.
Vigtigt at videregive sikker og korrekt information
”Ambulancereddere er i et erhverv hvor hurtig, god og sikker kommunikation med mange aktører er med til at sikre borgernes sikkerhed i kritisk behandling, både præhospitalt og intrahospitalt. Vi er de første øjne på patienten og skal både give sikker og korrekt information til patienten og læger, helikoptere og til hospitalet, så de er klar til at behandle patienten på bedste vis”, skriver foreningen videre.
Styrelsen for Patientsikkerhed henviser til, at de enkelte ambulanceoperatører har ansvaret for, at de ansatte har de nødvendige faglige såvel som sproglige kompetencer. Men ifølge Reddernes Fagforening skræmmer sporene:
”Senest med tiden i BIOS i Region Syd viste faget, at det er attraktivt for tyske reddere at være ansat i Danmark, og der er mange eksempler fra vores kollegaer på tyske reddere, der fungerede i tjenesten uden at kunne tilfredsstillende dansk. Med reddermanglen i Danmark in mente er vi i Reddernes Fagforening bekymrede for, at den enkelte entreprenør kan fristes til at ansætte ikke-dansktalende personale og evt. parre dem med en dansktalende makker”, skriver foreningen.
Reddernes Fagforening oplyser, at de vil arbejde for at ændre Styrelsen for Patientsikkerheds beslutning.