60 dages fængsel for ambulancevold

Arkivfoto: Per Johansen

Vold mod en ambulanceredder og et forsøg på vold mod en politibetjent kommer nu til at koste en 46-årig bornholmer 60 dages ubetinget fængsel. Episoden fandt sted i november sidste år, hvor den 46-årige mand gik amok i en ambulance, der var på vej til sygehuset i Rønne. Manden slog flere gange redderen på overkroppen, og slagene var så hårde, at der efterfølgende var tydelige mærker efter slagene.

Redderne tilkaldte politiet, men betjentenes ankomst fik ikke den 46-årige til at falde til ro. Han slog også ud efter en politibetjent, der dog undveg og dermed ikke blev ramt. Til sidst måtte betjentene bruge både peberspray og knippel for at pacificere den ophidsede mand.

Onsdag faldt der så dom i straffesagen, hvor den 46-årige blev fundet skyldig i vold mod ambulanceredderen og i at have langet ud efter politibetjenten. Det takserede retten til 60 dages ubetinget fængsel, oplyser P4 Bornholm.

Annonce