Får arbejdsmiljøpris for udvikling af ny specialambulance

Anæstesiologisk Afdeling på Holbæk Sygehus og Præhospitalt Center i Slagelse blev fredag belønnet for et innovativt samarbejde om at udvikle en ny specialambulance til Region Sjælland. Det skete, da udviklingsprojektet blev den første modtager af Region Sjællands nystiftede Arbejdsmiljøpris.

Den nyudviklede specialambulance benyttes både til transport af bariatriske (svært overvægtige) patienter og til transport af mor og barn sammen i forbindelse med for tidligt fødte børn.​

Sammen med æren og en plakette som det synlige bevis for at have vundet Arbejdsmiljøprisen 2015 fik Anæstesiologisk Afdeling på Holbæk Sygehus og Præhospitalt Center i Slagelse også en check på 20.000 kr. til at fortsætte indsatsen til gavn for arbejdsmiljøet.

”Arbejdsmiljøet er højt prioriteret i Region Sjælland, og vi har stiftet prisen for at skabe endnu mere opmærksomhed om vigtigheden og betydning af arbejdsmiljøarbejdet”, siger direktør Marianne Evers fra regionens Koncern HR, der stod for overrækkelsen af prisen i forbindelse med regionens årlige arbejdsmiljøkonference.

Annonce