Erklæret død i hjemmet af akutlægen: Viste livstegn på sygehuset

Arkivfoto: Thomas Voss

En undersøgelse skal nu vise, om en mand, der den 31. januar 2017 blev indbragt til Odense Universitetshospital efter at være blevet erklæret død af en akutlæge, rent faktisk var død. På sygehuset blev manden anbragt på den såkaldte intervalstue, hvor afdøde patienter skal være, indtil der er sikre dødstegn, og her så en sygeplejerske, at manden bevægede sig. Han blev herefter forsøgt genoplivet, men forgæves. 

Manden var i sit hjem i Odense blevet erklæret død af en tilkaldt akutlæge fra Region Syddanmarks præhospitale beredskab. Derefter blev han bragt til Odense Universitetshospital og anbragt på intervalstuen, tidligere kaldet 6-timersstuen. Her skal afdøde patienter ligge, indtil der er såkaldt sene sikre dødstegn som ligpletter og dødsstivhed. Det skriver Ekstra Bladet.

På intervalstuen så en sygeplejerske imidlertid manden bevæge sig, og han blev derfor i al hast kørt ind på en traumestue, hvor man observerede elektriske impulser i hjertet og forsøgte at genoplive ham. Efter noget tid ophørte dog al hjerteaktivitet.

Nu skal sagen så undersøges af Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi der er risiko for, at der er sket overtrædelse af sundhedslovgivningen. “Generelt kan man sige, at hvis man er død, så bevæger man sig ikke, og der er heller ingen mål- eller lytbar hjerteaktivitet”, siger Henrik L. Hansen fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

I en intern e-mail beskriver Region Syddanmarks præhospitale chef, Gitte Jørgensen, forløbet således:

“Da jeg fra flere sider hører, at der florerer en historie om, at en levende er blevet anbragt i 6-timers stuen, ser jeg mig nødsaget til at forklare forløbet. (…) Sygeplejersken, der modtager patienten, ser her rykvis bevægelse i en hånd. For at undgå enhver tvivl, flyttes afdøde til FAM (akutmodtagelsen, red.)”.

Overfor Ekstra Bladet afviser Gitte Jørgensen, at regionen vil foretage sig mere i sagen. “Der er ingen sag”, siger hun.

Annonce