Erkender fejldisponering ved hjertestop

Da en 56-årig mand mandag aften fik hjertestop i Køge, kunne den professionelle hjælp have været fremme mindst otte minutter hurtigere end de 20 minutter, som der gik inden ambulancen var fremme. Alle fire ambulancer i Køge var optagede af andre opgaver, og derfor sendte Falck en ambulance fra Ringsted. Men akutbilen i Borup, der kunne have været fremme på 11 minutter, blev ikke medsendt, og det var en fejl, erkender Falck.

30 medlemmer af Gymnastikforeningen Køge Bugt var vidner til, at en af deres holdkammerater – en 58-årig mand – faldt om med hjertestop midt under opvarmningen på Søndre Skole i det centrale Køge, skriver Dagbladet Køge. De ringede hurtigt til alarmcentralen. Det skete omkring klokken 19.18, og meldingen var, at en ambulance blev sendt afsted med det samme, men alligevel gik der altså over 20 minutter, inden den var fremme og kunne køre manden på Køge Sygehus. Manden døde trods gymnastikkammeraternes indsats med hjertemassage og kunstigt åndedræt, og nu står de tilbage med spekulationen omkring, om hans liv kunne være reddet, hvis ambulancen var nået hurtigere frem.

Forklaringen på den langsomme udrykning er ifølge Falcks kommunikationsdirektør, Louis Honoré, at ingen af de fire ambulancer i Køge var ledige på det tidspunkt. Derfor måtte man sende en ambulance fra Ringsted. “Alle fire var optaget på det tidspunkt”, fortæller Louis Honoré om den unormalt travle aften, hvor den sidste ledige ambulance i Køge faktisk blev kaldt ud til en akutpatient blot to minutter, inden opkaldet fra Søndre Skole kom. “Det er en unormal situation, at der ikke var en ledig ambulance i Køge, og jeg kan godt forstå deres frustration over, at ambulancen ikke nåede frem inden for rimelig tid”, siger Louis Honoré til Dagbladet Køge.

Falck erkender desuden, at man kunne være nået frem mindst otte minutter hurtigere, hvis man havde benyttet akutbilen i Borup til opgaven. “Denne akutbil kan nå frem til Søndre Skole på 11 minutter og burde have være afsendt”, erkender Louis Honoré.

Falcks gennemsnitlige responstid for ambulancekørsel i det gamle Roskilde Amt er under otte minutter, men i dette tilfælde tog det nøjagtig 19 1/2 minut fra Falck blev adviseret af alarmcentralen klokken 19.21, til man var på stedet klokken 19.41.

Annonce