Enigt brancheudvalg vil løfte ambulancereddernes uddannelse

Ambulancereddernes uddannelse har været til diskussion i længere tid, og i det særlige brancheudvalg for ambulance og redning søger man nu myndighederne om godkendelse til både at styrke uddannelsen af nye reddere og efteruddannelserne for reddere i job. Et enigt brancheudvalg mener således, at alle nye ambulancereddere fremover skal uddannes til behandlere.

Både grunduddannelsen og efteruddannelserne for ambulanceredderne skal fremtidssikres, så de passer til det arbejdsliv, redderne uddanner sig til.

Det oplyser Reddernes Udviklingssekretariat.

”Det er vigtigt, at vi fremtidssikrer vores erhverv. Redderne skal være klædt på til at møde de krav og forventninger, som fremtidens arbejdsmarked møder dem med. Samtidig skal vi forsøge at præge de krav og forventninger ved at byde konstruktivt ind. Derfor udvikler vi både grunduddannelsen og efteruddannelserne”, siger Palle Thirstrup, der er forhandlingssekretær for redderne i 3F.

Fremtidens redder er behandler

Palle Thirstrup har sammen med resten af brancheudvalget indstillet, at fremtidens ambulancereddere uddannes som behandlere – og at assistentuddannelsen dermed falder bort.

Det er Undervisningsministeriet, der skal tage stilling til ansøgningen. Godkender ministeriet ansøgningen, vil opgraderingen af uddannelserne kunne udbydes af de skoler, som vinder udbuddet af uddannelsen, inden for et par år.

Palle Thirstrup er bevidst om, at han dermed skal forhandle økonomien bag en opgradering af uddannelsen med arbejdsgiverne, men det tager han med sindsro. ”Jeg mener, at vi alle kommer ud som vindere ved at uddannelsen styrkes og efteruddannelserne bliver flere. Og det er jeg ret sikker på, at vi vil møde respekt om blandt arbejdsgiverne”, siger Palle Thirstrup.

Løftet af uddannelsen op på behandlerniveau i ét samlet forløb har været efterspurgt. ”Det er en god nyhed for redderne, at de fremover kan planlægget et samlet uddannelsesforløb og dermed også kan lægge planer for livet med bolig, børn og familie som helhed”, siger Palle Thirstrup. Han ærgrer sig over, at flere unge reddere har oplevet at stå i kø til behandleruddannelsen efter endt uddannelse til assistent, da de i dag skal bede arbejdsgiveren om lov at blive behandlere.

10 ekstra kurser

Det er Brancheudvalg for Redderuddannelser under Transporterhvervets Uddannelser (TUR), som har besluttet at søge om opgradering af redderuddannelsen. Samtidig vil udvalget styrke muligheden for efteruddannelse for redderne med 10 korte kurser.

De 10 kurser skal udbydes via AMU-systemet og bliver allerede tilbud til de relevante skoler inden for et par måneder. Det er forventningen, at kurserne vil blive udbudt sidst på året.

Kurserne er:

  • Farmakologi for ambulancebehandlere. Varighed: 2 dage.
  • Aldersbetingede sygdomme hos den akutte præhospitale patient. Varighed: 1 dag.
  • Obstetrik og pædiatri for ambulancebehandlere. Varighed: 2 dage.
  • Skadestedsledelse for ambulancereddere. Varighed: 2-3 dage.
  • Kardiologi for ambulancereddere. Varighed: 1 dag.
  • EKG-lære for ambulancereddere. Varighed: 1 dag.
  • Præhospitale utilsigtede hændelser (UTH) som læringspotentiale. Varighed: 1 dag.
  • HLR for ambulancebehandlere. Varighed: 1 dag.
  • Luftvejssygdomme for ambulancereddere. Varighed: 1 dag.
  • Rustvognskørsel. Varighed: 2 dage

Annonce