Englands lægehelikoptertjeneste lammet

Størstedelen af Englands lægehelikoptertjeneste er lammet, efter at der er konstateret sikkerhedsproblemer på den meget udbredte Eurocopter EC 135-helikopter, som også anvendes i Danmark. I alt er 22 lægehelikoptere taget ud af drift, og man forsøger nu at dække beredskabet med helikoptere fra forsvaret og kystvagten.

Problemerne startede i sidste måned, hvor European Aviation Safety Agency (EASA) udsendte en sikkerhedsbulletin om EC 135-helikopteren, der anvendes som lægehelikopter i mange lande – også i Danmark, hvor Karup-lægehelikopteren er en EC 135. Den danske lægehelikopter har dog på intet tidspunkt være grounded på grund af problemerne.

I første omgang fik ejerne af helikopterne besked på, at der skulle gennemføres ekstra sikkerhedstjek af helikopterne, mens EASA undersøgte et potentielt problem.

I England har den største operatør af lægehelikoptere, Bond Air Service, under et sådant sikkerhedstjek fundet en revne ved helikopterens rotor, og efter at det blev indrapporteret til Eurocopter, udsendte selskabet søndag morgen en sikkerhedsbulletin, der opfordrer til, at EC 135’erne nu sikkerhedstjekkes dagligt. Og det har fået Bond Air Service til at tage alle sine 22 lægehelikoptere af modellen EC 135 ud af drift, mens man venter på, at Eurocopter kommer med en udmelding om problemets årsag og løsning. Også andre af Englands lægehelikopteroperatører har efterfølgende taget deres helikoptere ud af drift.

Eurocopter oplyser, at selskabet samarbejder med EASA om en nærmere undersøgelse af problemet.

I England forsøger man at dække dele af beredskabet med helikoptere fra forsvaret og kystvagten, ligesom der i de berørte områder er indsat ekstra lægebiler.

Opdatering: Efter 34 timer uden lægehelikoptere besluttede Bond Air Service onsdag morgen at sætte EC 135’erne i drift igen. Det skete efter et intensivt forløb, hvor Bond Air Service havde været i dialog med Eurocopter for at sikre, at helikopterne kunne anvendes uden sikkerhedsrisiko. Efter en række analyser afgav Eurocopter en garanti for helikopternes sikkerhed – under forudsætning af, at der gennemføres en særlig sikkerhedsinspektion før hver flyvning. Der arbejdes stadig på at finde en permanent løsning på problemet. 

Annonce