Endnu et udbud af hurtigtests – nye leverandører fra 1. maj 2021

Arkivfoto: Rune Borre-Jensen, Region Midtjylland

For to aktører indenfor beredskabet – Falck og SOS International – har hurtigtests for COVID-19 været en væsentlig aktivitet indenfor de seneste måneder. I dag har Falck opgaven i tre regioner, mens SOS International tester i dele af én region. Nu forsøger regionerne sig så igen med et udbud, der omfatter 200.000 tests om dagen. De nye kontrakter skal træde i kraft den 1. maj 2021.

Opgaven med at hurtigteste op til 200.000 borgere over 12 år for COVID-19 om dagen i landets fem regioner fra 1. maj 2021 er netop blevet sendt i et nyt udbud. Det sker efter et mislykket udbud, hvor SOS International vendt udbuddet i fire af de fem regioner, men kort efter blev fyret, fordi virksomhedens underleverandør ikke kunne løfte den store opgave.

Siden det mislykkede udbud har Falck stået for testopgaven i Region Sjælland, Region Midtjylland og Region Nordjylland. I Region Hovedstaden er det SOS International og Copenhagen Medical, der hurtigtester, og i Region Syddanmark er det Carelink, der hurtigtester borgerne, indtil de nye kontrakter træder i kraft.

Vil sikre sig at virksomheder kan løfte opgaven

Det er Region Midtjylland, der på regionernes vegne står for udbud af testopgaven. Og denne gang har regionen skiftet strategi, så der nu er fokus på, om kontrakten går til virksomheder, der rent faktisk kan levere.

”I det nye udbud indgår naturligvis alle de erfaringer, vi har gjort os. Blandt andet går vi denne gang endnu længere for at sikre os, at de virksomheder, der kommer i betragtning til at løse opgaven også faktisk er i stand til at løse den”, fortæller koncerndirektør i Region Midtjylland Anders Kjærulff.

Udbuddet indeholder derfor denne gang flere krav til tilbudsgiverne. For eksempel skal virksomhederne kunne dokumentere erfaring med at levere sundhedsydelser i stort omfang i form af enten test eller vaccinationer af minimum 10.000 personer årligt inden for de seneste tre år.

Tilbudsgiverne skal også kunne organisere de stationære testcentre og mobile testenheder på en måde, som sikrer overholdelse af de generelle anbefalinger i forhold til at forebygge smittespredning blandt både det tilknyttede personale og de borgere, der skal testes. Dertil kommer basale krav som korrekt brug af værnemidler, hyppig rengøring mv.

Kan kun vinde tre områder

Tilbudsgiverne kan byde på alle de seks geografiske områder, som opgaven udbydes i, men en enkelt leverandør kan maksimalt vinde opgaven i tre områder.

”Begrænsningen er en lektie, vi har lært af første udbud og et tydeligt signal fra vores side om, at vi ikke vil stå i samme situation to gange”, siger Anders Kjærulff, med hentydning til at første udbud blev opsagt før tid, fordi opgaven blev for stor for leverandøren.

Pris og kvalitet vægter i udbuddet lige højt, og kvalitet bedømmes ud fra fem delkriterier, nemlig uddannelse og rekruttering, kommunikation, logistik og indretning på teststedet, agilitet og udvikling af nye testmetoder samt planlægning af opgaven.

Endelig understøtter det nye udbud en geografisk fordeling af teststeder, som er i tråd med regeringens strategi om et fintmasket net af teststeder der dækker hele landet.

Udbuddet udløber 22. marts 2021, og Region Midtjylland forventer at kunne indgå kontrakter senest 19. april 2021, med kontraktstart 1. maj 2021.

Annonce