Ekstra penge skal give bedre trivsel hos nordjyske ambulancefolk

Foto: Line Bloch Klostergaard

Bemandingssituationen hos Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland er bekymrende. Derfor vil regionspolitikerne nu afsætte 3 mio. kr. til et arbejde med fastholdelse, anerkendelse og trivsel. Endvidere afsættes der 4 mio. kr. til flere elever samt 2 mio. kr. til øget kapacitet i den liggende patienttransport, så ambulancerne kan aflastes.

I en ny budgetaftale for 2025 er de nordjyske regionspolitikere blevet enige om at afsætte 9 mio. kr. ekstra til Den Præhospitale Virksomhed, som står for regionens hjemtagne ambulancetjeneste.

”Ambulanceberedskabet i Region Nordjylland er udfordret. Udfordringer skyldes primært rekrutteringsudfordringer, der også præger andre dele af landet, og som nødvendiggør løbende prioriteringer. Personalemangel giver også behov for merarbejde og visse steder et generelt højt arbejdstryk, som desværre er med til at give udfordringer med trivsel og sygefravær”, fremgår det af budgetaftalen – som fortsætter:

”Forligspartierne ser med bekymring på den udfordrede bemandingssituation i Den Præhospitale Virksomhed. Derfor gives der politisk opbakning til en løbende ressourceprioritering mellem de enkelte beredskaber afhængig af, hvor behovet er størst. Prioriteringen sker ved ledelsen i Den Præhospitale Virksomhed, og der afrapporteres i 2025 til Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen. Prioriteringsmuligheden opretholdes, indtil bemandingssituationen er væsentligt forbedret.”

Ønsker intensivt arbejde med trivsel

”Forligspartierne prioriterer ligeledes midler til, at den præhospitale ledelse kan igangsætte et intensiveret arbejde med trivsel i den Præhospitale Virksomhed samt mulighed for at prioritere initiativer, som kan aflaste ambulancetjenesten. Sideløbende, og som en mere langsigtet investering, arbejdes der på et øget elevoptag, som på sigt er nøglen til flere ambulanceberedskaber i drift og et mindre pres på det nuværende mandskab – til dette tilføres der 4,0 mio. kr.”

Der afsættes også to andre puljer:

”Der afsættes en pulje på i alt 3,0 mio. kr. til arbejdet med fastholdelse, anerkendelse og trivsel. Prioritering af midlerne foretages i Udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen”.

”Med henblik på at aflaste ambulancetjenesten, særligt om natten, afsættes der 2,0 mio. kr. til øget kapacitet i den liggende patienttransport (Kørsel D). Flere ressourcer til den liggende patienttransport i nattetimerne vil understøtte, at ambulancer i mindre omfang vil transportere ikke-behandlingskrævende patienter, som i stigende grad er nødvendigt i dag, for at kunne imødekomme efterspørgslen fra hospitalerne”.

Annonce