Eksplosiv stigning i antallet af ambulanceudrykninger

Antallet af akutte ambulanceudrykninger i Danmark stiger eksplosivt. Størst er væksten i Region Hovedstaden, hvor antallet af udrykninger på kun et år er steget med 19 procent, men fire af de fem regioner har oplevet en to-cifret procentvis stigning. På landsplan er der blevet 14 procent flere udrykninger, og det belaster ambulancetjenesten og sætter udrykningstiderne under pres.

En opgørelse fra regionerne viser, at der fra 2. halvår 2013 til 2. halvår 2014 blev 14,4 procent flere akutte ambulanceudrykninger. Størst er stigningen i Region Hovedstaden med 19,1 procent flere udrykninger, mens de øvrige regioner har lidt mindre stigninger:

  • Region Midtjylland: 14,3 procent
  • Region Nordjylland: 13,3 procent
  • Region Syddanmark: 15,6 procent
  • Region Sjælland: 5,4 procent

Region Sjælland skiller sig ud med en relativt mindre stigning end de øvrige regioner, men ifølge analysen kan det skyldes, at regionen allerede på et tidligere tidspunkt har haft en stigning i udrykninger. Region Sjælland har således allerede i udgangspunktet haft mange akutte udrykninger set i forhold til regionens indbyggertal, og Region SJælland er fortsat den region, som har flest udrykninger pr. indbygger.

Læger rekvirerer flere ambulancer

I Region Midtjylland har man foretaget en nærmere analyse af tallene, og den viser en endnu mere bekymrende udvikling. Det er nemlig udrykninger til borgere med livstruende eller muligt livstruende tilstande – hastegrad A – der stiger mest. Her er stigningen i Region Midtjylland på 19,9 procent. Men det er netop disse udrykninger, som belaster ambulancetjenesten mest, for udrykningerne skal køres med det samme. En stigning kan derfor ikke håndteres med en mere effektiv planlægning af kørslerne. Samlet set er A-kørslerne andel af opgaverne steget fra 21 procent i 2. halvår 2013 til 24 procent i 2. halvår 2014.

Analysen fra Region Midtjylland viser også, at det især er vagtlæger og praktiserende læger, som i stigende grad rekvirerer ambulancer med hastegrad A. De praktiserende lægers brug af de akutte udrykninger er således steget med ikke mindre end 50,9 procent, mens væksten hos vagtlægerne er 28 procent. Også andelen af 112-opkald, der udløser en udrykning med hastegrad A, er dog steget kraftigt, nemlig med 16,1 procent.

Vejledning fra Sundhedsstyrelsen giver flere blå blink

Regionerne har ikke noget entydigt svar på det stigende antal udrykninger. I Region Midtjyllands analyse peger man dog på, at det stigende antal udrykninger, der rekvireres af vagtlæger og praktiserende læger, blandt andet kan skyldes Sundhedsstyrelsens ”Vejledning om behandling af patienter med akutte atypiske brystsmerter”.

Vejledningen fastslår, at praktiserende læger og vagtlæger bør rekvirere en ambulance med udrykning – svarende til hastegrad A – ved mistanke om AKS (Akut Kronoar Syndrom). Denne vejledning stemmer ikke fuldt overens med anvisningerne i det værktøj, som regionerne anvender ved disponering af ambulancer, Dansk Indeks. Derfor betyder vejledningen, at der sendes flere akutte ambulancer, end hvis der udelukkende blev visiteret efter Dansk Indeks’ anbefalinger. Vejledningen er fra februar 2010, men den har været i særlig fokus i 2. halvår af 2014.

Giver problemer med responstiderne

De mange ekstra udrykninger sætter ambulancernes responstider under pres.

I Region Midtjylland er målet, at 75 procent af ambulancerne med hastegrad A skal være fremme indenfor 10 minutter. Den målsætning overholdes fortsat, og i 2. halvår 2014 gik der 9,77 minutter, inden 75 procent af ambulancerne var fremme. Det er dog en forværring i forhold til 2. halvår 2013, hvor 75 procent af ambulancerne var fremme, da der var gået 9,48 minutter.

Stigningen i antallet af kørsler med blå blink rammer imidlertid især udrykninger til borgere med hastende men ikke livstruende tilstande, hastegrad B. Her er regionens mål, at 60 procent af ambulancerne skal være nået frem til patienterne, når der er gået 15 minutter. Det mål blev overholdt i 2. halvår 2013, hvor der gik 14,15 minutter. Men i 2. halvår 2014 kunne målet ikke overholdes, og der gik 15,55 minutter, inden de 60 procent hurtigste ambulancer var fremme.

Annonce