Efter kuldsejlet udbud af akutlægehelikoptere: Gennemfører ny prækvalifikation

Arkivfoto: Lasse Hyldager

I oktober blev driften af Danmarks fire akutlægehelikoptere sendt i udbud, men det blev ikke en succes. Der var nemlig kun en enkelt virksomhed, som levede op til betingelserne for at blive prækvalificeret. Derfor har regionerne – der driver akutlægehelikopterne – besluttet at gennemføre en ny prækvalifikationsrunde, hvor kravene justeres.

Regionernes fire akutlægehelikoptere blev den 7. oktober 2020 sendt i udbud. For at blive prækvalificeret og komme i betragtning til opgaven skulle ansøgerne opfylde en række krav til henholdsvis økonomi og erfaring med at drive akutlægehelikopter.

Kun én virksomhed levede imidlertid op til betingelserne for at blive prækvalificeret. Regionerne har derfor valgt at gennemføre en ny runde med prækvalifikation. Kravene til prækvalifikation er blevet justeret en smule med henblik på at opnå mere konkurrence om opgaven.

Ny frist for at ansøge om prækvalifikation vil blive den 12. januar 2021.

Annonce