Efter dødsfald: Nye regler om privat ambulancekørsel på vej

Der er nye regler på vej om den ambulancekørsel, som private ambulancefirmaer udfører i forbindelse med stævner og andre arrangementer. Det bebuder sundhedsministeren, efter at Sundhedsstyrelsen i en ny rapport kritiserer ambulancefirmaet Ignis et Aqua for indsatsen i forbindelse med travkusks død.

Den konkrete sag handler om en travkusk, der i sommers fik hjertestop på Charlottenlund Travbane. Travbanen anvendte det private ambulancefirma Ignis et Aqua som leverandør af beredskabet under travløbet, og Ignis et Aqua kørte travkusken til hospitalet. Han døde imidlertid i ambulancen undervejs til hospitalet.

Ifølge DR Nyheder kritiserer Sundhedsstyrelsen i en ny rapport Ignis et Aqua for firmaets indsats i forbindelse med dødsfaldet. Således var det ifølge styrelsen en fejl, at patienten blev kørt til Herlev Hospital frem for det nærmere Gentofte Hospital. Desuden kritiseres Ignis et Aqua for ikke at have ringet 112, inden man kørte patienten til hospitalet.

Sundhedsminister Nick Hækkerup siger til DR Nyheder, at de private ambulancefirmaer nu skal kigges efter i sømmene. ”Hvis man skal køre ambulance i Danmark, så skal der være styr på tingene. Der skal ikke være en falsk tryghed om, ambulancen er god nok. Jeg kommer til at lave reglerne, så vi kommer til at sætte de samme høje krav til alle”, siger ministeren.

Også Sundhedsstyrelsen bebuder, at man vil have øget opmærksomhed på ambulancefirmaerne:

”Det er svært for du og jeg at se forskel på, om en ambulance kommer fra det offentlige system, eller om det er en privat ambulance. Sådan en sag giver os overvejelser om, om vi selv vil lave en mere fokuseret indsats om for den slags små firmaer her”, siger Henrik Kristensen, der er chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, til DR Nyheder.

Annonce