Dyrt at fyre nødraketter af for sjov

Arkivfoto: VFK

Inden sæsonen for fyrværkeri begynder, advarer Søværnets Operative Kommando mod at fyre nødraketter af for sjov. I værste fald kan det nemlig betyde druknedøden for andre, men det kan også blive en meget dyr affære for dem, der affyrer nødraketten. Det viser en dom, hvor regningen for en forgæves redningsindsats endte hos en gruppe mænd, der havde affyret en nødraket.

En nødraket, der affyres for sjov, kan betyde, at nødstedte på havet må vente unødigt på hjælp. I værste fald kan det betyde druknedøden. ”Det er det både farligt og uansvarligt, og det kan blive meget dyrt at affyre nødraketter for sjov”, siger Nils Strandbygaard fra Søværnets Operative Kommando (SOK).

SOK behandler alle anmeldelser om observation af nødraketter seriøst. I forbindelse med en anmeldelse kontakter SOK anmelderen for at høre fra vedkommende selv, hvad han eller hun har observeret, og i hvilken retning nødraketten blev affyret. Hvis det ikke med sikkerhed kan udelukkes, at der er tale om nogen i nød, sætter SOK en eftersøgning i gang. Ofte vil det være med redningshelikopter, da den kan være fremme i løbet af kortest tid og afsøge et stort område.

Men hvis redningshelikopteren flyver efter nødraketter ét sted, vil den kunne mangle til en anden opgave et andet sted. Helikopterredningstjenesten i Danmark har godt nok mindst tre helikoptere på kort varsel, men de er netop placeret, så de bedst muligt dækker Danmark. Så en helikopter fra et andet sted i landet kan have væsentlig længere flyvetid for at være fremme.

Dyrt eftersmæk

Hvis det viser sig, at nødraketten er affyret for sjov, kan det blive meget dyrt for gerningsmændene. Nils Strandbygaard fortæller: ”Hvis folk affyrer nødraketter uden at være i nød og dermed forårsager, at ressourcer bliver brugt på en falsk eftersøgning, kan søværnet rejse krav om erstatning. Det skyldes, at en eftersøgning kan løbe op i et meget stort beløb, fordi blot en enkelt flyvetime for en helikopter koster adskillige tusinde kroner”.

En dom fra 2007 viser, hvor galt det kan gå for gerningsmændene. I december 2005 affyrede tre mænd nødraketter for sjov. Det resulterede i, at en redningshelikopter i 35 minutter afsøgte det område omkring Haderslev, hvor raketterne var blevet set. Efterfølgende blev mændene dømt til at betale 18.659 kroner i erstatning for den unødvendige redningsindsats.

Gamle raketter

Nils Strandbygaard understreger, at nødraketter, der er blevet for gamle, skal afleveres til politiet i stedet for, at man skaffer sig af med dem ved at affyre dem.

Hvis man gerne vil se, hvordan affyring af nødraketter sker, eller ligefrem selv prøve det, kan man for eksempel gå sammen i sejlklubben og arrangere en aften, hvor dette sker under ordnede forhold. Det kræver tilladelse fra kommunalbestyrelsen, der så underretter SOK, politi og andre myndigheder om, at der affyres nødraketter på et kendt tidspunkt og sted.

Annonce