Send flere penge, tak. Sådan lyder anmodningen fra Region Syddanmarks egen ambulanceoperatør, Ambulance Syd, efter at en udbudsrunde har vist, at et kommende indkøb af ambulancer bliver markant dyrere end ventet. Ambulance Syd står i perioden 2025-2027 overfor en udskiftning af 56 ambulancer, men budgettet på 91 mio. kr. kommer ikke til at holde.
Det regionsejede Ambulance Syd står for størstedelen af ambulancekørslen i Region Syddanmark. I årene 2025-2027 skal Ambulance Syd udskifte 56 af de 72 ambulancer, og hertil er der afsat 91 mio. kr. på budgettet.
Efter en udbudsrunde kan Ambulance Syd imidlertid konstatere, at budgettet ikke kommer til at holde. De priser, som er budt ind, ligger således på et væsentligt højere niveau end forudsat. Det indebærer, at Ambulance Syd nu mangler 15 mio. kr. for at få budgettet til at hænge sammen.
Hos Region Syddanmark vil man derfor øge Ambulance Syds anlægsbudget med de manglende 15 mio. kr. De ekstra penge finansieres fra regionens samlede pulje til prioritering af nye initiativer.