Driver 400 akutlægehelikoptere: Må ikke byde på dansk opgave

Selskabet Babcock driver i dag 400 akutlægehelikoptere i Europa, heraf næsten 40 i de nordiske lande. Men Babcock, som indgår i en koncern med en årsomsætning på 35 mia. kr., er blevet diskvalificeret fra at byde på driften af de fire danske akutlægehelikoptere, fordi Region Midtjylland – der har ansvaret for udbuddet – ikke mener, at selskabet lever op til kravene til økonomisk formåen.

Driften af de fire danske akutlægehelikoptere er i øjeblikket i udbud. Det er Region Midtjylland, som på vegne af regionerne står for udbuddet, og regionen har kun prækvalificeret to bydere: Den nuværende operatør, Norsk Luftambulanse, samt franske SAF Hélicoptères. Tre andre bydere blev diskvalificeret.

Det skriver Jyllands-Posten.

Men en af de diskvalificerede har nu valgt at indbringe Region Midtjylland for Klagenævnet for Udbud. Det er Babcock Scandinavian Air Ambulance, som indgår i en børsnoteret koncern med en årlig omsætning på 35 mia. kr. og driver 400 akutlægehelikoptere og -fly i Europa. I de nordiske lande har selskabet små 40 akutlægehelikoptere og -fly, fordelt på 22 baser i Sverige, Finland og Norge.

Region: Erklæring om støtte var ikke bindende

Babcock blev diskvalificeret, fordi Region Midtjylland vurderede, at selskabet ikke levede op til mindstekravene til økonomisk og finansiel formåen i forhold til egenkapital og soliditet. Babcock-koncernen havde godt nok erklæret, at den ville sikre den nødvendige kapital til det skandinaviske datterselskab, men regionen vurderede, at erklæringen ikke var juridisk bindende.

Nu skal sagen så behandles i Klagenævnet for Udbud. Og hvis man skal se på historikken, har Babcock nok en vis grund til at være optimistiske. I 2013 tabte Region Midtjylland nemlig en klagesag, hvor et joint-venture med Babcock som medejer klagede over det forrige udbud af akutlægehelikopterne. Dengang vurderede både klagenævnet og senere Østre Landsret, at regionen havde brudt udbudsreglerne. Den allerede indgåede kontrakt med Norsk Luftambulanse blev dog ikke ophævet.

Annonce