Dom kan få stor betydning for ambulanceredderes udrykningskørsel

Tirsdag falder der ved Retten i Randers dom i en sag, som kan få stor betydning for ambulanceredderes udrykningskørsel. En ambulanceredder er tiltalt for brud på færdselsloven, og anklagemyndigheden går efter en bøde på 2.500 kr. og tre års betinget frakendelse af kørekortet. Men redderen mener, at han bare har udført sit job.

Baggrunden for straffesagen er en trafikulykke, som skete den 9. november 2021. Her kørte ambulanceredder Bruno Dante Martiri med udrykning fra Hornslet til Randers. Patienten i ambulancen var en fødende kvinde, som var gravid med tvillinger, og der var også en læge med, da man regnede med, at fødslen kunne gå i gang indenfor kort tid. Efter ambulancen fulgte akutlægebilen, også med blink og sirene.

I et kryds blev ambulancen imidlertid påkørt af en personbil. Bruno Dante Martiri fortæller, at han havde set personbilen, men at han var sikker på, at føreren af bilen både havde set og hørt ambulancen. Efter sammenstødet kørte ambulancen videre mod hospitalet med den fødende kvinde. Lægebilen blev tilbage og snakkede med bilisten.

Politiet valgte efter sammenstødet at rejse en sag mod Bruno Dante Martiri for brud på færdselsloven. Anklageren går efter 2.500 kr. i bøde og tre års betinget frakendelse af kørekortet. Dermed risikerer Bruno Dante Martiri at miste kørekortet – og dermed muligheden for at passe det job, han har haft i 35 år.

Kan medføre længere transporttid

”Jeg har bare udført mit job. Det vil betyde, at mine kolleger og jeg altid vil holde for rødt, når vi er på udrykning. Det kan potentielt forlænge transporttiden med flere minutter. Og for patienten, så er det minutterne, der tæller”, siger Bruno Dante Martiri.

Thomas Brücker fra FOA mener, at lovgivningen bør laves om:

“Jeg synes, at det er en kæmpe udfordring, at vi har en lovgivning, der ikke giver formildende omstændigheder til personer, der kører udrykning. Når man har det job, så er det fordi, at man gerne vil redde mennesker. Det kan betyde, at der køres over for rødt, når der køres med udrykning”, siger Thomas Brücker, som ønsker en særlovgivning på området, som betyder, at personer, der arbejder med udrykning, vil kunne få en mildere dom end privatbilister.

Annonce