Dømt for at kaste cykel efter ambulance

Arkivfoto: Per Johansen

En 31-årig mand har fået en dom på 60 dages betinget fængsel og samfundstjeneste, efter at han sidste sommer kastede en børnecykel efter en ambulance og slog en ambulanceredder i hovedet. Manden kunne ikke huske episoden, men fortalte i retten, at han havde været påvirket af nogle ikke nærmere identificerede piller.

Nordjyske Stiftstidende fortæller, at episoden fandt sted i juli 2015, hvor en ambulance fra Falck blev sendt til en nordjysk adresse på en melding om, at en mand var ukontaktbar. Efter at manden var blevet lagt på båren, gik han imidlertid amok – og kastede blandt andet en børnecykel mod ambulancen og en af redderne.

Derefter løb den 31-årige mand ind i førerkabinen på ambulancen, der stod i tomgang, men den ene af redderne fik manden til at forlade ambulancen. Derefter blev han stoppet af den anden redder, som imidlertid fik et slag i hovedet. De to reddere fik dog i fællesskab overmandet den 31-årige.

I retten fortalte den 31-årige, at han ikke havde nogen erindring om episoden, da han havde indtaget nogle uidentificerede piller. Han blev idømt 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for vold og hærværk.

Annonce