Tirsdag besluttede et enigt regionsråd at løse Samariten fra sit bud på at køre fire ud af Region Hovedstadens 44 ambulancer. Det betyder, at Københavns Brandvæsen fremover vil have ansvaret for ambulancedriften i det såkaldte optageområde Bispebjerg, som omfatter bydelene Bispebjerg, Indre By, Østerbro, Nørrebro, Nordvest og Brønshøj. Dermed ser det ud til, at ca. 60 af de omkring 170 ambulancereddere, som allerede er varslet fyret, vil kunne beholde deres job i Københavns Brandvæsen. Men brandvæsenet undersøger alternative muligheder, der kan sikre jobbet for flere af ambulanceredderne.
“Vi er meget glade for, at vi nu er på banen igen. Vi bevarer vores dygtige ambulancetjeneste, ikke kun til glæde for de ansatte, men også for Københavns borgere, som vi fortsat kan yde den samme høje service, vi har leveret de seneste 110 år”, siger brandchef Jan Axlev.
Ca. 60 af de omkring 170 ambulancereddere, som allerede er varslet fyret, vil kunne beholde deres job i Københavns Brandvæsen. “Vi skal sikre arbejde til de sidste 100 mand”, siger Jan Axlev. Og brandchefen ser flere muligheder: For det første kan det være, at regionen bliver nødt til at købe flere ambulancer for at undgå for lange responstider. For det andet kan der blive tale om at indgå i et samarbejde med andre ambulanceoperatører, f.eks. Falck eller Roskilde Brandvæsen. En sidste mulighed er at byde på noget af ambulancekørslen i Region Sjælland, når regionen om kort tid sender den i udbud igen.
“Det har været en meget frustrerende og hård tid for os, men vi er på banen igen. Nu gælder det om at sikre, at de resterende reddere ikke forsvinder ud af erhvervet. Det vil være katastrofalt – ikke kun for Hovedstaden, men for hele den danske ambulancedrift, hvis vi ikke nu får sat alt ind på at holde på redderne og sikre tilgangen til faget”, siger Jan Axlev.
Københavns Brandvæsen vil i de kommende dage arbejde hurtigt på at få nogle svar på, hvor mange medarbejdere, der vil blive behov for. Dog er det ifølge brandchef Jan Axlev ikke alle svar, der kan gives til hverken medarbejdere eller andre i denne uge. ”Det er et større puslespil, og vi har brug for at være helt sikre, inden vi melder noget ud”, siger Jan Axlev. ”Det er immervæk mennesker, vi har med at gøre, og vi ønsker ikke at skalte og valte med vores medarbejderes arbejdsmæssige udsigter”.
De to øvrige optageområder, som Københavns Brandvæsen mistede i forbindelse med udbudsrunden, vil Falck, som vandt områderne, fortsat skulle betjene. Det drejer sig om områderne Amager og Hvidovre, som omfatter bydelene Tårnby, Dragør, Christianshavn, øvrige Amager og Brøndby.