Samtlige ambulancereddere, der er stoppet i Hovedstadens Beredskab siden 2016, angiver Region Hovedstaden som en af hovedårsagerne. Samtidig er der ikke tvivl om, at ambulanceberedskabet er presset, og at man som konsekvens i dag venter dobbelt så lang tid på en ambulance i København. Det skriver formanden og næstformanden for medarbejderklubben KbaK i dette debatindlæg.
Af Thomas Brücker, formand for KbaK, og Andreas Keil, næstformand for KbaK
Indledningsvis vil vi fra KbaK’s side godt understrege, at vores skrivelse samt anbefalinger til Region Hovedstaden blev udarbejdet uden indblanding eller i samarbejde med Hovedstadens Beredskabs ledelse, og er alene KbaK’s holdninger og ytringer, hvorfor vi finder Hovedstadens Beredskabs reaktion fuldstændig legitim.
Vi har selvfølgelig en klar forventning om, at akutberedskabet i Region Hovedstaden respekter vores ret til at ytre os.
I KbaK er vi glade for, at akutberedskabet tager vores skrivelse og anbefalinger seriøst, og vi ser frem til at indlede en god og konstruktiv dialog på vores fællesmøde til juni.
Beskyldninger om døgnvagt er urimelige
Ift. fastholdelse af ambulancemedarbejdere deler vi regionens bekymring. I KbaK har vi været i kontakt med de medarbejdere, som har valgt at stoppe i Hovedstadens Beredskab, og samtlige reddere, der er stoppet hos Hovedstadens Beredskab siden 2016, angiver at Region Hovedstaden er en af hovedårsagerne. Den store belastningsgrad og mængden af ture, som ikke skønnes relevante for en akut-ambulance. To faktorer, som HBR som arbejdsgiver ikke har indflydelse på, og som HBR ikke kan løse uden hjælp fra Akutberedskabet. I KbaK har vi et stort ønske om, at vi i fællesskab kan udarbejde en strategi som fremadrettet kan håndtere denne udfordring.
Region Hovedstaden mener, at vores skrivelse bunder i en ærgrelse over afskaffelsen af døgnvagten. Denne påstand er fuldstændig udokumenteret, og har ingen hold i virkeligheden. Døgnvagten i ambulancetjenesten blev afskaffet for 10 år siden, og er ikke en option med en effektiv vagtform og med den belastning, vi har i Hovedstaden.
Når vi i vores skrivelse nævner, at vi gik fra døgnvagt til effektiv-vagt, skyldes det, at var det der rent faktisk skete. Det var en stor ændring i den måde, vi strukturerede arbejdet på i Københavns og Frederiksberg brandvæsen, og samtidig var døgnvagten et stort plus for det daværende Hovedstadens Sygehusfællesskab samt vores arbejdsgiver, da hver medarbejder leverede 24 timers arbejder, men kun blev lønnet for 20 timer. På den måde fik HS via København og Frederiksberg brandvæsen hvert år ca. 40.000 timer forærende af redderne. Hvis man så medregner, hvad en redder på effektiv tid kompenseres med, så svarer det i forhold til det daværende beredskab til, at der blev leveret ca. 53.000 timer dengang ambulancerne var organiseret som døgnvagter.
Vi finder Region Hovedstadens påstand mod ambulanceredderne i HBR så urimelig, at vi har sendt en klage til regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.
Vedr. udfordringer med pauseafholdelse bliver vi i tvivl om, hvorvidt regionens embedsværk reelt har læst vores skrivelse, da vi tydeligt beskriver udfordringerne i datid, ”vi oplevede store udfordringer med at få frokostpauser”. Vi anerkender, at man stort set har fået løst denne udfordring, dog skete det ikke uden udfordringer, og her refererer vi især til debatten i 2015.
Undersøgelse om paramedicinere er kendt
Vi kan læse i Region Hovedstadens svar, at de ikke mener vores beskrivelse vedr. brugen af lægebilen er i overensstemmelse med virkeligheden. Det er korrekt at paramedicineruddannelsen først startede i 2004, og vi beklager at vi fejlagtigt refererer til en undersøgelse i 2001, der skulle i stedet have stået 2004.
Afsenderen i Region Hovedstaden konkluderer, at undersøgelsen, vi refererer til, ikke er kendt eller publiceret, men det er direkte forkert. Undersøgelsen er bestemt kendt i sundhedsmæssige og præhospitale kredse, og kan findes via flg. link: http://kthaisen.dk/Artikler/rapport.niv-iii.master.1.0.pdf
I rapportens konklusion står blandt andet:
”Evalueringen påviser med de foretagende speciallægeevalueringer, at den præhospitale ydelse, der kan leveres til visse af de ovenstående anførte patientkategorier, i stor udstrækning kan løses af niveau-III uddannet ambulancepersonale, uden tilstedeværelse af speciallæge ”.
”Det er uomtvisteligt, at man med evt. implementering af niveau-III i H:S kan tilbyde en sufficient præhospital behandling til en stor del af de patienter, der i dag inkluderer medsendelse af lægeambulance”.
Region Hovedstaden oplyser, at de har ca. 80.000 disponerede kørsler med udrykning, og dette er en stigning på knap 19% siden 2016, hvor der var 65.546 udrykninger. Dette er en voldsom stigning, og som ikke kan begrundes med fx øget tilvækst i befolkningen, men nok snarere handler om, hvorledes man visiterer? Ligeledes betyder det iflg. Region Hovedstaden, at akutlægebilerne blev disponeret til ca. 20.000 kørsler i 2018. Dette tal oplever vi som højt, og i KbaK vil vi gerne vide, hvad dette tal dækker over.
For at få en større forståelse for disponeringsomfanget samt kvalificere debatten vil vi snarest søge aktindsigt i, hvor ofte en primærambulance afmelder akutlægebilen, og hvor ofte en akutlæge følger patienten til hospitalet ud af de ture, hvor lægen har patientkontakt. Det, vi oplever, er at mange af vores kollegaer afmelder lægen, og samtidig oplever vi, at lægebilen kun i begrænset omfang følger patienterne til hospitalet.
I den forbindelse mener vi stadig, at der bør kigges på, hvad man disponerer en akutlægebil til.
Vi vil som reddere foretrække, at man kan tilkalde en akutlægebil, når behovet er der, fremfor at risikere, at der ikke er en akutlæge tilgængelig ved behov, fordi den er disponeret til opgaver, der ikke er akutlæge-relevant. Derfor mener vi stadig, at man bør se på muligheden for at revurdere Dansk Index ift. visitationsreglerne for akutlægebilen.
Operatører kan ikke skræddersy efteruddannelsesprogrammer
Når det kommer til efteruddannelse, vil vi godt komplimentere Region Hovedstaden for det uddannelsesmodul, som de selv henviser til i deres svar, og vi er glade for, at der kigges på hospitalspraktikken. Ud fra de tilbagemeldinger, vi modtager, og de oplevelser, vi selv har, kan vi kun konkludere, at udbyttet af denne praktik er meget begrænset.
Samtidig forholder det sig sådan, at Akutberedskabet ved Region Hovedstaden fastlægger rammerne for de uddannelsesdage, som operatørerne selv kan planlægge, og dette begrænser egne muligheder i at skræddersy efteruddannelsesprogrammer, som passer demografisk og geografisk til de forskellige områder, medarbejderne virker i.
Efterspørgsel efter udveksling
I KbaK har vi mærket en modvilje i forhold til at udveksle medarbejdere. Vi har tidligere udvekslet paramedicinere med lægebilsassistenter, og det er vores indtryk, at begge parter var glade for denne ordning. Vi mener, at dette initiativ vil være sund fornuft og samtidig være med til at øge kvaliteten hos de enkelte medarbejdere, både i regionen og hos leverandørerne.
Ambulancereddere, som normalt ikke har mulighed for at sparre med en læge, vil opnå denne mulighed, og lægebilsassistenterne vil vedligeholde deres ambulancerutine samt stå med patientansvaret. Ligeledes vil kendskabet til hinandens arbejdsvilkår blive forøget, og det tror vi vil være givende for alle parter.
Vi oplever, at der stadig i dag er efterspørgsel fra begge parter til dette initiativ, og det viser sig blandt andet ved, at flere paramedicinere fra Region Hovedstaden har taget deltidsbeskæftigelse i HBR for at kunne opretholde deres ambulancekompetencer.
Det er ikke intentionen, at medarbejderne fra HBR skal sidde som disponenter, men at de udelukkende skal fungere som lægebilsassistenter. At regionen ikke mener, at dette kan blive en option grundet en forskel i vagtplaner, mener vi vidner om en manglende lyst til at få et sådant samarbejde til at fungerer, og det finder vi beklageligt. Begge parter arbejder på en FOA-overenskomst, og begge parter er omfattet af samme årsnorm, så hvis viljen er der, kan der sagtens findes en løsning.
Har ambulancerne kapacitet til sygetransportture?
Vedr. vores sidste anbefaling, tolker vi regionens svar således, at de gerne vil sikre tilstrækkeligt med akutte resurser ved fx større hændelser eller ved ekstraordinær travlhed. Derimellem kan ambulancerne så kører 20% af sygeturene, så man derved sikrer, at de udnyttes mest optimalt?
En tanke, som vi grundlæggende finder fornuftig. Den kræver dog bare, at kapaciteten så rent faktisk er der. Hvis kapaciteten er der, til at ambulancerne kan kører 20% af sygetransportturene, så undrer det os, at det har været nødvendigt at tilkøbe to tolvtimers beredskaber alene i Hovedstaden.
Det kan også undre, at man mener, at der er ledig ambulancekapacitet til at køre sygetransporter, når man i visse måneder har svært ved at opfylde servicemåltallene på responstiderne.
Vores anbefaling var og er, at man bør oprette flere sygetransportvogne frem for flere ambulancer. På den måde vil resurserne blive brugt mere målrettet, og på den måde sikrer man, at redderne i højere grad føler, at deres kompetencer bliver udnyttet fornuftigt. Samtidig vil det spare regionen og derved borgerne for mange penge – penge, som kan bruges på mere og bedre sundhed for borgerne.
Vi har i KbaK noteret os, at Region Hovedstaden ikke har kommenteret anbefalingerne nr. 1 og 5. Vi tolker dette som, at Region Hovedstaden har en forståelse for disse anbefalinger.
Færre ambulancer har givet længere responstider
At Region Hovedstaden mener at have tilbagevist, at antallet af ambulancer blev skåret ned med 1/3 i 2009, undrer os meget. Faktum er, at før september 2009 var der i København og Frederiksberg kommune i dag- og aftentimerne 24 ambulancer, og 13 ambulancer om natten. Fra 1/9-2009 var antallet i de samme kommuner 11 ambulancer i dag- og aftentimerne, og 9 ambulancer om natten.
Udover dette var der ligeledes 7 sygetransportberedskaber. Dette giver samlet set 18 køretøjer i dag- og aftentimerne, og 9 køretøjer om natten. Altså en reduktion på henholdsvis 25% i dagtiden, og en reduktion på 31% om natten, og det er meget tæt på 1/3 i reduktion.
En konsekvens af dette er, at responstiden i byen er steget fra 5 min og 19 sekunder på en kørsel A i 2008, til 10 min og 41 sekunder i 2018. Og fra ca. 13 minutter på en kørsel B i 2008, til 43 minutter i 2017. Ligeledes havde vi en aftale med HS om, at alle indlæggelser og hjemtransporter skulle være fremme eller afhentet indenfor 1 time. Dette er bestemt ikke tilfældet i dag. Det er en kraftig reduktion af service og kvalitet for borgerne i Hovedstadsområdet.
Akutberedskabet i Region Hovedstaden er udfordret med at overholde servicemåltallene for kørsel B-turene. Man har fra Region Hovedstaden et ønske om at kunne benytte busbanerne i København, og denne mulighed er på nuværende tidspunkt ved at blive afklaret af Københavns Kommune. I KbaK mener vi, at denne problemstilling er et tydeligt udtryk for, at der er udfordringer i det set-up, akutberedskabet har præhospitalt i Region Hovedstaden.
Afslutningsvis vil vi godt understrege, at når vi som medarbejderklub retter henvendelse til Region Hovedstaden med disse skrivelser, så skyldes det, at vi som fagpersonel mener, vi har pligt til at reagere, når vi ser uhensigtsmæssigheder på vores område. Vi ønsker at borgerne og patienterne modtager den bedst mulige behandling og service, og at medarbejderne har et arbejdsmiljø af høj kvalitet.
Vi tror på, at man gennem dialog, samarbejde og tillid kan opnå disse mål, og vi ser frem til vores møde med Region Hovedstaden i juni måned.
