Region Hovedstaden gennemfører næste år en stor omlægning af ambulanceberedskabet, hvor ambulancerne primært placeres på nogle få og store baser. Det skaber bekymring blandt både borgere og ambulancereddere. Derfor burde regionen inddrage ambulanceredderne i planlægningen, skriver formanden for 3F Frederiksborg, Mikkel Andersen, i dette debatindlæg.
Af Mikkel Andersen, formand, 3F Frederiksborg
Et regneark er godt for meget, men hvad blev der af den sunde fornuft og inddragelsen af de ansatte i Region Hovedstaden? Det spørgsmål kan man godt sidde tilbage med, når man ser på ambulanceberedskabet i Hovedstaden.
Der har været ganske meget bøvl med regionens kommende baseplan. I 3F Frederiksborg har vi råbt højt om de ansattes pligt til at kende mødetider og base mere end tre måneder i forvejen. Den del lykkedes. Men den seneste valgkamp har vist, at der desværre fortsat er lig i lasten, så at sige.
Jeg har faktisk ikke lyst til at slå på regionen på den her måde, fordi det afskrækker nye folk fra at søge jobbet. For der er brug for flere kollegaer. Men råber vi ikke højt for de nuværende ambulancereddere i Hovedstaden, så fortsætter man med at ødelægge deres arbejdsvilkår og miljø. Det hverken kan eller vil vi finde os i.
Skal ikke kun benytte sig af regneark
Lige nu ser vi markante udfordringer i de yderste dele af Region Hovedstaden. Som f.eks. i Gribskov. Her er responstiden lige nu ganske kritisk. Når nye ambulancekontrakter i Region Hovedstaden træder i kraft pr. 1. februar 2023, så står stationen i Gilleleje til at blive reduceret. Redderne og ambulancerne skal udgå fra Hillerød i stedet. Det skaber bekymring blandt befolkningen og personalet. For med en lokal station og udfordringer på responstiden, så vil øget distance ud til områderne logisk set give øget responstid.
Det lover Region Hovedstaden med grundlag i databeregninger ikke bliver tilfældet. Regionen lover tværtimod, at responstiderne bliver status quo eller forbedret.
Her kunne vi i 3F Frederiksborg godt tænke os, at man ikke kun benyttede sig af data fra regneark, men også inddrog redderne i planlægningen. Det er jo trods alt dem i ambulancerne, der ved mest om, hvordan og hvor de bør placeres ude i de enkelte områder, så de kan nå hurtigst muligt frem.
Det samme gælder egentlig for hele den her rokade af baser. Man har igen ikke rigtigt talt med ambulanceredderne, inden Region Hovedstaden besluttede sig for planen. Det kræver så lidt, men giver så meget mening i forhold til arbejdsmiljø, anerkendelse og inddragelse.
Jeg håber, at regionen vil lytte, så næste gang jeg griber til tastaturet, så er det med rosende ord om ambulancereddernes arbejdsmiljø og inddragelse af dem i alt fra planlægning af mødetider til stationernes udvikling.
