Der bliver nu sat en proces i gang, som kan skabe mere tryghed og mere klarhed om, i hvilke situationer udrykningskørsel er nødvendig, og hvilke konsekvenser trafikulykker, hvor et udrykningskøretøj er involveret, skal have for føreren. Det skriver Reiner Burgwald, der er formand for teknik- og servicesektoren i FOA, i dette debatindlæg på baggrund af et møde med transportminister Trine Bramsen.
Af Reiner Burgwald, formand for teknik- og servicesektoren i FOA
FOA’s medlemmer indenfor regionernes præhospitale enheder og kommunale brandmænd skal i fremtiden måske være lidt mindre bekymret for at køre udrykningskørsel.
Sammen med FOA’s formand Mona Strib har jeg været til møde med transportminister Trine Bramsen for at følge op på FOA’s brev til ministeriet, hvor vi opridsede en række situationer, hvor vi ikke finder det hensigtsmæssigt, at vores medlemmer beordres til at køre med udrykning.
Ifølge bekendtgørelsen må udrykningskørsel alene finde sted, hvor det skønnes nødvendigt af hensyn til personredning, brand, forureningsuheld og afværgelse af skader i øvrigt. Ofte bliver vores ambulancemedlemmer beordret til at køre med udrykning til banale hændelser, p.g.a. travlhed eller fordi der ikke er en kvalificeret sundhedsperson til at vurdere en hændelses karakter.
Det er et hårdt og belastende arbejde at køre ambulancer, og de har ofte meget travlt. 8 pct. af medlemsgrupperne har PTSD, og derfor skal alle stressfaktorer søges begrænset mest muligt.
Fokus på håndhævelse af reglerne
Vi havde et meget fint møde med ministeren, og det er nu aftalt, at vi sammen ser på, hvilke ændringer der kan laves i bekendtgørelsen, så det tilgodeser vores medlemmer, og bekendtgørelsens bogstav og ånd overholdes. Herunder drøftede vi, at en uddybning af ordet ”personredning” måske kan være en farbar vej. Håndhævelse af bekendtgørelsen samt konsekvenserne for førerne af udrykningskøretøjer ved trafikulykke er ligeledes centrale emner, vi i fællesskab vil drøfte.
I FOA er vi glade for, at vores henvendelse er blevet taget alvorligt, og at der nu sættes en proces i gang, som kan skabe mere tryghed og mere klarhed om, i hvilke situationer udrykningskørsel er nødvendig, og hvilke konsekvenser trafikulykker, hvor et udrykningskøretøj er involveret, skal have for føreren.
For FOA er det naturligvis en selvfølge, at det er de tilskadekomnes og de akut syges tarv og behov, der er afgørende for disponeringen af ambulancerne. Men arbejdet skal udvikle medlemmerne og ikke nedbryde dem, og derfor skal udrykningskørsel ikke ske uden grund og dermed belaste ambulancepersonalet og brandmændene mere end nødvendigt.
