Selv om ambulanceområdet er presset i bund og mængden af 112-opkald stiger, så indeholder regeringens udspil til en stor sundhedsreform ingen løsning på problemerne. Ambulanceområdet har hårdt brug for både førstehjælp og mere langsigtet pleje og omsorg, og set med ambulance-briller var udspillet derfor et antiklimaks. Det skriver Reiner Burgwald og Torben Hollmann fra FOA i dette debatindlæg.
Af Reiner Burgwald og Torben Hollmann, formænd for teknik- og servicesektoren og social- og sundhedssektoren i FOA
Ambulanceområdet er presset i bund. Mængden af 112-opkald stiger, samtidig med at personalet siver. Ambulancepersonalet kæmper med stress og PTSD, men presses alligevel hele tiden hårdere. Den demografiske udvikling kombineret med flere kronikere og multisyge, færre akutmodtagelser og kortere indlæggelsestider kommer til at lægge et stadigt større pres på området.
Ambulanceområdet har hårdt brug for både førstehjælp og mere langsigtet pleje og omsorg.
Der er behov for løsninger på både kort og lang sigt, så vi får et ambulanceberedskab, der er mere fleksibelt, mere fintmasket og mere robust. Det skal sikre en større kvalitet og samtidig være med til at bekæmpe ulighed i sundhed. Et sammenhængende Danmark kræver et sammenhængende sundhedstilbud – geografisk og socialt.
Et antiklimaks
Derfor var det også med en blanding af frydefuld forventning og frygt og bæven, at vi fulgte fremlæggelsen af regeringens meget længe ventede store sundhedsreform. Ville de tage fat på problemerne og anvise en vej frem, som er til gavn for både borgere og personale?
Lad os bare være ærlige: Set med ambulance-briller var udspillet et antiklimaks. Bag lidt pæn snak og en række initiativer, vi allerede kendte på forhånd, var det mest konkrete et ønske om at ”styrke akutberedskabet med 5-10 ekstra ambulancer, akutlægebiler eller akutbiler i de dele af landet, hvor behovet er størst. Det skal kunne mærkes for de borgere, som bor i områder, hvor responstiden i dag er længst.”
Sorry, men det kan altså ikke gøre det. Det løser ikke problemerne. Det kræver et langt mere gennemtænkt og målrettet batteri af initiativer om øget uddannelseskapacitet, bedre disponering og visitation, delegation af flere kompetencer og ikke mindst prioritering af ture.
Det er for eksempel aldeles ulogisk, at området mangler personale, selvom der – modsat mange andre sundhedsprofessionelle uddannelse – ikke er nogen problemer med at skaffe kvalificerede ansøgere til uddannelsen som ambulancebehandler. Sæt nu gang i uddannelserne.
Der køres for mange unødvendige ture. I dag kører ambulancerne ture, som burde kunne klares med færre ressourcer. Én af løsningerne kan være at lade ambulancepersonalet kvalificere telefonvisitationen, således at f.eks. paramedicineren ved et hjemmebesøg revurderer den ambulancekørsel, som vagtcentralen har visiteret. Og hvorfor sætter vi ofte ambulancer til at køre patienter hjem fra hospitalerne, når der er vigtige opgaver, de er bedre egnet til? Flere liggende sygetransporter og bedre uddannelse af personalet kan være med til at lette presset på ambulanceberedskaberne.
Indlæggelser kan undgås
Reformudspillet lægger op til, at mere behandling skal foregå tæt på eller i eget hjem. Det er den rigtige vej at gå. Også her kan ambulancepersonalet spille en væsentlig rolle. Mange indlæggelser kan undgås, hvis ambulancepersonalet får mulighed for at sætte behandling i gang eller færdigbehandle i eget hjem frem for at køre borgeren på en akutmodtagelse. Det kan f.eks. være efter dialog med en læge.
Ny teknologi giver mange nye muligheder og Region Sjælland viser bl.a. vejen med etablering af E-hospitalet, hvor man kan være indlagt i eget hjem.
Og det er bare et par punkter på en lang liste med muligheder, vi bare skal vælge at udnytte.
Der er i det hele taget en masse gode forslag til, hvordan vi på én gang kan forbedre ambulanceområdet for både borgere og ansatte og samtidig styrke kvaliteten i sundhedsvæsenet. Det er det, de kalder en win-win-situation ude i byen. Det kræver bare, at vi tager fat.
På mandag begynder forhandlingerne om den nye sundhedsreform. Kære Mette og Magnus, grib dog muligheden. Personalet har ideerne og energien. Vi mangler bare den politiske vilje. Og der er jeres udspil altså lige lidt for tyndt.
