Styrelsen for Patientklager har netop udtalt kritik af en ambulancebehandler, fordi det blev vurderet, at der var tale om en utilstrækkelig undersøgelse og mangelfuld konferering. Men det er en afgørelse, der giver anledning til undren, og den står ikke alene. Derfor skal vi tilbage til at lade ambulancefolkene bruge deres faglighed, skriver Thomas Brücker fra FOA i dette debatindlæg.
Af Thomas Brücker, næstformand i Teknik- og Servicesektoren, FOA
Styrelsen for Patientklager (Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, red.) har netop udtalt kritik over en ambulancebehandler, fordi det vurderes, at der er en utilstrækkelig undersøgelse og mangelfuld konferering.
Jeg synes, at sagen fortjener opmærksomhed, fordi den desværre er udtryk for en kedelig tendens, hvor klagere får medhold på trods af, at der ikke burde være ambulancefagligt belæg for at udtale kritik.
Ambulanceredderens behandling giver god mening
Sagen handler om en kvinde, der har hængt i armene fra et ca. 2 meter højt tag og er faldet de sidste 30-40 cm ned. Et fald, der ikke er meget længere, end hvis vores børn hopper ned fra en stol.
Jeg anerkender, at man kan blive meget forskrækket over at være ved at falde ned fra et tag, men risikoen for at komme alvorligt til skade må siges at være minimal.
Derfor undrer det mig meget, at der er udtalt den kritik. F.eks. kritik af, at der ikke er optaget et hjertekardiogram. Og at der ikke er målt et blodsukker.
Det skal siges, at patienten var en rask 43-årig person, som var vågen, men ganske givet forskrækket.
”Der var ingen deformitet, brud, hævelser, blå mærker eller lignende. Hendes luftvej, vejrtrækning og kredsløb var stabilt. Hun (patienten) havde pæne farver, og hun var varm og tør. Hun virkede mere chokeret over faldet, end over hendes smerter”, står der i sagsfremstillingen.
Som tidligere paramediciner har jeg svært ved at se relevansen i, at man skal optage et hjertekardiogram og måle blodsukker på en patient, der er faldet 30-40 cm ned på benene.
Jeg synes til gengæld, at den behandling, som ambulancebehandler har givet, giver rigtig god mening.
Der vurderes, at patienten er vågen, og svarer relevant. Der vurderes, at patienten ikke fejler noget underliggende, og hvad vigtigst er, det vurderes, at patienten ikke har nogle skader. Sidst, men ikke mindst, aftales der med patienten, at denne selv kan kontakte en skadestue ved forværring.
Man kan i den grad undres over, at en sådan ambulancetur overhovedet kan give anledning til en klage og ikke mindst, at der udtales en kritik at redderen. Problemet er bare, at dette ikke er enestående.
Kan skabe dårligt arbejdsmiljø – og travlhed på hospitalerne
Vi oplever oftere, at der klages, og også oftere at klager får medhold – selv om der ambulancefagligt ikke burde være belæg for dette.
Vi risikerer med denne praksis at forværre et allerede dårligt arbejdsmiljø blandt redderne. Og med så stor risiko for at få kritik af ens behandling, risikerer man, at ambulancefolk bliver bange for at tænke selvstændigt, og i stedet foretager en masse undersøgelser, blot for at undgå at få udtalt kritik.
Man risikerer også, at flere og flere ambulancer ender med at kører borgere på et hospital, som ikke burde komme på skadestuen.
Begge dele forværrer arbejdsmiljøet og arbejdspresset. Det vil gå ud over den samlede præhospitale indsats og samtidig belaste akutmodtagelserne unødigt.
Denne negative udvikling er allerede i fuld gang, og skal den vendes, skal der kigges på de rammer, som redderne arbejder under, og ikke mindst de krav, der stilles.
F.eks. bør optagelse af et hjertekardiogram ikke være et krav til patienter, der er snublet eller faldet under en halv meter ned på benene.
Vi skal tilbage til at lade ambulancefolk bruge deres faglighed og igen begynde at lade den sunde fornuft råde, frem for rigide regler, der ikke giver mening.
